Debatindlæg

Hej Depnet.
Mit navn er Laura og jeg er 29 år gammel.
Jeg har været sammen med min kæreste i 9 år og vi har boet sammen i 8.
De sidste 5 år har jeg været studerende, og har kunnet mærke at min kæreste begyndte at isolere sig selv, mistede sine venner og brugte meget tid på at spille computer.
Desværre, så har jeg haft skyklapper på og ikke registeret de signaler han sendte.
Sidste sommer - sommeren 2017 opdagede jeg for første gang en depressiv tilstand hos ham, hvor jeg - grædende - opsøgte hans søster og bror flere gange. De lovede at tjekke op på min kæreste, men intet skete der.
I sommer blev jeg færdigudlært og tingene var kun værre mellem min kæreste og jeg.
i august måned i år, døde min farmor, hvilket jeg var meget knust over. Min kæreste var meget uforstående omkring hvorfor jeg græd og mente at det var min egen skyld at jeg var så ked af det, fordi jeg ikke havde besøgt hende nok. Det skal siges at jeg besøgte hende 1-2 gange i ugen.
Dette fik mit vand til at koge over og jeg gav ham et ultimatum. Få hjælp eller jeg går.
Dagen efter lod han sig indlægge på psykiatrien, og var her indlagt i 3 uger for svær depression og selvmordstruet. Alting var dejligt, fredeligt og jeg havde det godt.
Han blev udskrevet og han faldt ned i et hul igen efter 14 dage.

Her står jeg med en kæreste som har en meget svær depression. Paykiatrien vurderede hans tilstand til at have startet for 14 år siden. Han forsøgte selvmord i en alder af 15 år, grundet grov mobning. Den gang kendte jeg ham ikke, men har fået fortalt, at da han ikke ville snakke om hvorfor det gik så galt, blev psykologen droppet og forældre, søskende og ham selv levede videre. Han virkede jo glad.

I dag har han fortrængt episoden og ønsker ikke at tale om det.

Min kæreste er tilknyttet lokal psykiatrien, hvor der er tilkoblet en ergoterapeut som vil hjælpe ham med målsætning. Det er vel så meget fint, men det er som om ingen kan forstå eller gider prøve sætte sig ind i hvor skidt det egentlig står til.

Han spiller computer ca. 16 timer i døgnet. Børster ikke tænder. Går i bad hver 4-5 dag. laver intet husligt. Gider ikke se film. Sover aldrig om natten, fordi han tænker på selvmord. Har ingen venner. Gider ikke snakke om følelser og har ikke lyst til at åbne op. Ønsker sket ikke at fortælle en fremmed omkring det. Sagde nej tak til støtte person. Og meget andet.

Det overnævnte startede allerede for 3 år siden, men som tidligere beskrevet har jeg studeret rigtig hårdt, og har desværre ladet det gå forbi min næse.

Jeg er træt, stressramt, ulykkelig, græder hele tiden, ryster på hænder og en indre uro som ikke vil forvinde. Jeg er bekymret hele tiden. Jeg har ikke lyst til at være derhjemme, men tør heller ikke tage steder hen i frygt for hvad han tænker og kan finde på.

Hvordan kan jeg hjælpe en person som ikke vil hjælpes?
Jeg elsker ham jo og vil gøre alt, men der er også grænser for hvor længe, da jeg har det rigtig skidt selv.

Jeg stikker til ham hver dag med små bemærkninger så som:
"Hvordan har du det det i dag?"
"Kan du mærke at medicinen virker?"
"Hvad er det du er så ked af, kan du prøve at sætte ord på?"

Måske er det ikke den rigtige pædagogik at bruge, men jeg har en forventning om at hvis alle bare tror og lader som om at han har det godt, så bliver han aldrig rask.

Beklager mit lange svar, men har brug for rådgivning omkring hvad jeg kan gøre, da det er ligesom om han har opgivet og alle andre omkring ham enten mener det samme eller er ligeglade.