Debatindlæg

Hej Netas

Det er ikke noget nyt, at der kommer den slags påstande. De er kommet med regelmæssige mellemrum i massevis af år.

Folkene fra Cochrane siger jo ikke, at antidepressiv medicin ikke virker. De siger blot, at de undersøgelser, der skulle vise en virkning, er dårlige undersøgelser.

De mennesker, der føler sig godt hjulpet af antidepressiv medicin, kan jo være ligeglade med, at der er nogle, der påstår, at medicinen er uden effekt. De ved jo bedre ;-)

Og de mennesker, der er skeptiske over for antidepressiv medicin, bliver herligt bestyrket i deres skepsis ;-)

På den måde er alle – om ikke glade – så dog godt hjulpet!

Mange hilsner

Irsten

Jeg synes det er fint hver gang der bliver stillet spørgsmålstegn ved den store brug af psykofarmaka.
Det er klart at de der oplever at medicinen hjælper, skal selvfølgelig ikke anfægtes, det er da kun glimrende når der er noget der virker.

Problemet er i mine øjne at det gives alt for rundhåndet, det er mit indtryk af mange læger nærmest betragter det som en slags universalbolcher der generelt hjælper lidt på det hele stortset uanset hvad det er.

”Lykkepiller” gives rundhåndet til alt fra søvnløshed, angst, socialangst, spiseforstyrrelser, misbrug, ocd, tristhed, sorg osv. osv.

Der var også engang hvor man kunne få frataget sine sygedagpenge hvis man ikke tog de ordinerede ”lykkepiller”, her er man jo nødt til at råbe op.

Mange oplever kun bivirkningerne, fx vægtøgning, udmattende træthed og en følelse af at hele verden er grå.
Der kan også være problemer forbundet med at komme ud af medicinen igen – her vil lægen så ofte påstå at det er ens oprindelige sygdom der nu mærkes.

Det er dybt frustrerende at være i et system som psykiatrien, der kalder det ”ens sygdoms modstand mod medicin”, når man ikke ønsker at tage noget der gør at man får det endnu værre.

Det er underminerende for enhver tillid til behandlingen at der ofte ikke er nogen accept fra behandlernes side mht. at de her piller – og en masse andre piller de også gerne vil af med, slet ikke virker på det man slås med.

Man ender måske med helt at opgive at få hjælp, når man bare oplever at alt hvad man er uenig i, bliver skrevet ned i en rapport som værende et udtryk for ens sygdom i hjernen.

Det er simpelthen uværdigt, og derfor synes jeg som sagt det er godt når sagen belyses fra flere vinkler.
Der bør være plads og anerkendelse til alle, både dem medicinen hjælper på, og dem hvor den slet ikke virker eller gør det hele endnu værre.