Debatindlæg

Håber der er nogle der kan komme med gode råd, da jeg ikke aner hvad ben jeg skal stå på, og hvordan jeg/vi skal komme igennem dette her.
Min kæreste igennem snart 10 år har jeg mistænkt for at have en depression. Alle de ting jeg læser om sygdommen passer på ham. Jeg tror faktisk han har haft den i lang tid, han skjuler det bare godt, men han har i rigtig lang tid ikke haft noget overskud overhovedet, og sover rigtig meget uden at blive frisk af det.

I februar opstod der mange problemer og konflikter i vores forhold, pga. problemer med hans søn. Det eskalerede en juni aften, hvor jeg i affekt fik sagt nogle ting som sårede ham. Den næste dag meldte han ud at vi ikke var kærester mere, at han ville flytte ud i den anden ende af huset. Jeg var i chok og selvfølgelig ked af det. De følgende dage fik vi snakket meget. Om de ting vi har været igennem i vores forhold, de ting vi har sagt og gjort som har såret den anden, de problemer vi har haft. Han sagde han ikke kunne være kæreste med mig mere, da han i et stykke tid ikke længere kunne føle at han elskede mig. At jeg betyder uendelig meget for ham, men at han var trist og ked af det. At han føler sig tom indeni. At han var deprimeret over sit job, at han ikke var det sted i hans liv han følte han skulle være, at han ikke kunne mærke følelser for sine børn, at han altid var træt, at han aldrig fik udrettet noget.
Samtidig sagde han dog at han konstant havde lyst til sex med mig, og jeg tænkte at det måske kunne vække nogle følelser igen, så vi indleder et seksuelt forhold. Jeg kan mærke det gør mig trist at vi kun har sex, men derudover ingen kys og kram. Vi snakker om det, og han siger at hvis jeg har lyst til at kysse ham, skal jeg bare gøre det. At jeg bare skal være mig, det var jo mig han forelskede sig i, i sin tid.
Så fra midten af juli og indtil nu, har vi nærmest haft det bedste forhold vi har haft i lang tid. Vi har kysset, krammet, elsket, snakket og hygget meget mere sammen end vi har gjort i rigtig lang tid. Han nyder det, og jeg nyder det. Jeg får troen på det nok skal lykkes. Samtidig virker han mere glad og smilende, han får mere overskud og jeg tror fuldt og fast på vores fremtid. Han siger han mener det er tid der skal til, og at han er glad for jeg vil give ham den tid. At det er mig han kæmper for. Han er meget ærlig om hvad han føler og tænker når jeg spørger ham, men han siger ikke noget af sig selv.
For 3 dage siden spørger jeg så om han har lyst til at være kærester igen, han siger om jeg ikke syntes det er godt som det er lige nu, for han kan ikke være kæreste med mig. Han har stadig ikke kæreste følelser for mig.
Jeg blev faktisk lidt chokeret, for jeg havde en klar fornemmelse af både kærlighed og omsorg fra hans side, både når han kiggede på mig og når vi kysser, krammer og elsker. Han tog selv initiativ til det, det var ikke kun under pres fra mig.
I affekt fik jeg sagt at jeg følte mig udnyttet, og ikke ville bruges til noget bedre dukker op, så det herfra var slut med kys, kram og elskov.
Det gjorde ham ked af det, og følte jeg tvang ham ud i en beslutning om, om det skule være os fremadrettet eller ej. Jeg sårede ham med den besked, og nu siger han at den besked gjorde at han nu har mistet lysten til mig og han er pludselig meget i tvivl om, om hans følelser for mig kommer igen, når nu de ikke er kommet efter alt det gode vi har haft i 1,5 måned. Han fortæller at intet er anderledes siden for 2,5 måned siden. Han er stadig tom og trist, og som han siger ” jeg kan ikke give dig mig, når jeg ikke har mig selv”
Han tænker og analyserer meget hans følelser og væremåde, og tænker meget over hvad det er der gør ham trist og hvordan han skal komme videre.
Jeg har flere gange foreslået ham at gå til lægen, men det vil han ikke. Han mener han nok selv skal klare der. Han siger han ikke kan love mig noget, at han jo ikke aner om hans følelser kommer igen, og han tænker i, om det er sådan han skal have det resten af livet?
Jeg føler det er min