Debatindlæg

Min dejlige (ex)kæreste har endelig indset han har en depression, efter indtil videre 3 mdr. i total tristhed.
På nuværende tidspunkt krammer vi kun i ny og næ, og ikke mere. Han vil ikke love noget, og siger at eftersom han ikke kan mærke at han elsker mig, at han ikke har lyst til mig, så har han svært ved at se om vi har en fremtid sammen. Han bliver let irriteret over de ting jeg gør, og syntes der er meget galt i vores forhold. At der er meget der skal rettes op på hvis vi skal blive sammen. Jeg er selvfølgelig panisk angst for at han skal træffe en sådan beslutning imens han har det sådan. Jeg har meldt ud at jeg er der for ham.
Hver morgen tager han afsted til et job han hader, det hjælper jo heller ikke på ret meget. Men han er pligtopfyldende og passer sine ting. Herhjemme vil han ikke aflastes med det praktiske, alt skal helst være som det plejer.
Han bruger meget energi på at være som han plejer, han siger det er han nødt til for at overleve i det. At han ikke får noget ud af at sidde i en stol og tude.
Men han ønsker ikke at få hjælp. Hverken med medicin eller samtaler. Hans mor mener han har været mere eller mindre deprimeret de sidste 12-15 år, siden han blev skilt. Jeg kan være tilbøjelig til at give hende ret. Han har ofte været meget træt og fraværende i familien. Jeg har bare altid troet han var træt pga. hans arbejde.
Han mener at det nok bare er sådan han har det, og virker til at acceptere tingenes tilstand, selvom det kan splitte hele familien.
Hvorfor er det så svært at indse at man har brug for hjælp? Kan jeg skubbe til ham på en måde for at få ham i behandling? Jeg kan jo ikke engang sige han skal gøre det for min og børnenes skyld, når han i forvejen er meget i tvivl om vores fremtid.

Håber der er pårørende der har input til hjælp, eller depressionsramte der har bud på hvorfor det er svært at tage imod hjælp? Hvad er der på spil? Det er jo hans eget liv han sjusker med. Er det et ønske om ikke at have det godt, ikke at føle man fortjener at have det godt?