Er så trist
Written by
maler
23. sep 2019 13:13
I en tidligere tråd har jeg beskrevet min for historie.
Det har været en meget hård tid, men i lørdags meldte min kæreste ud at han ikke troede på at hans følelser kom igen. At han havde prøver at trykke på alle de knapper han kendte for at prøve at finde dem, men det var ikke lykkedes.
Han kunne ikke leve med at jeg går og er så ked af det, at det gør ham endnu mere trist at se det, så hvis han skulle finde glæde og overskud igen, så var han nødt til at sige stop.
Jeg er selvfølgelig meget ulykkelig, og er selv igennem en stor krise. Tabet af vores engang så store kærlighed, drømmen om vores familie er knust og mit knuste hjerte som bare elsker ham så højt.
Måske han vitterligt ikke har flere kæreste følelser for mig, er bare så ked af det hvis det skyldes depression.
Han fortalte mig at som han har det nu, har han haft det flere gange i sit liv. At han er så professionel i at spille glad og sjov, at han efterhånden ikke mærker hvornår det er ægte eller en maske han tager på.
At han i en stor del af sit liv ikke føler at han lever, men bare overlever. At han er en skal der er helt tom indeni.
Han siger jeg er det smukkeste menneske han nogensinde har mødt, både indeni og udenpå. Han er taknemmelig for alt det jeg har bidraget med til hans liv. At jeg betyder uendelig meget for ham, og at han håber vi stadig kan være en del af hinandens liv.
Lige nu håber jeg på, at når han engang kommer ud på den anden side, at så vil han indse at det var en fejl. At vi vil finde sammen igen, men ved godt inderst inde at det er et spinkelt håb.
Jeg føler han svigter mig og familien ved at give op igen kamp. Uden forsøg på at reparere det vi har.
Samtidig fortæller han om en tidligere klassekammerat som han har snakket lidt med, at han måske har fået følelser for hende. Forstår ikke hvordan han kan det, når han selv siger han ikke er i forbindelse med sine følelser.
Skulle bare lige af med min sorg, og ville høre om der er nogle der kan fortælle mig om jeg skal opgive håbet om at få ham tilbage!
noget tid siden
Written by
kæresten79
17. apr 2020 03:46
Jeg kan desværre ikke rigtig komme med noget imput, og bliver så trist over at vi pårørende får så lidt svar herinde...
Så håber du vil komme med en update, så andre i samme situation evt. kan drage nytte af dine erfaringer.
Opdatering
Written by
maler
29. maj 2020 23:54
Åh ja, hvad vi da ikke har været igennem siden da. Kort tid efter han meldte ud at det var slut, opsøgte han lægen og fik henvisning til psykolog. Jeg var lykkelig. Endelig skete der noget!! Men glæden varede kort. Det rykkede ikke rigtig ved noget at han startede hos psykolog, men vi fandt lidt sammen igen, kyssede, sov sammen og havde et sex liv igen. Men han var stadig frustreret, holdt afstand det meste af tiden, og efter senere snakke har han sagt at det med at kysse og elske nok mest var noget han gjorde for at gøre mig glad.
Lige efter nytår havde vi en kort opblomstring, jeg fik håbet tilbage. Han nussede mig, var smilende og opsøgende i forhold til mig.
14 dage senere var det slut, han meddelte at han var brugt, havde brug for ro og følte sig omklamret.
Så siden februar har vi ikke sovet sammen, kysset eller elsker. Jeg får et kram et par gange om dagen,
For ca 2. Mor. Siden starter han på sertralin, da han efter nu 9 mor. uden bedring godt kan se at noget skal ske.
Det har været godt for ham i forhold til overskud. Nu er han startet på job igen, leger med børnene.... men det er også det.
Har i dag har en snak med ham om hvad der sker. Han siger han stadig er helt tom for følelser, at han har svært ved at se hvordan hans følelser for mig kommer tilbage. Han er frygtelig ked af at vide at jeg hele tiden håber på mere end han kan give, at han føler han holder mig fast, at jeg jo ikke kan leve resten af mit liv med en mand der ikke elsker mig og ønsker at være sammen med ham.
Har sagt jeg ikke vil vente på ham resten af mit liv, men at jeg fortsat vil kæmpe for ham og vores familie. At jeg stadig tror det er sygdommen der har godt fat i ham, eftersom han heller ikke kan mærke sine følelser for sine børn, at han ikke føler glæde, at hans følelser bare er som en lige steg uden udsving.
Jeg synes det er svært, for til hverdag hygger vi og snakker, griner og får hverdagen til at fungere. Det er alt det intime der mangler.
Jeg savner ham helt vild, og er trist de fleste aftener hvor jeg går alene i seng.
Er til tider ved at opgive, men kan ikke give slip på ham. Jeg elsker ham jo stadig lige så højt som jeg altid har gjort.
Så vi er "sammen" endnu, føler på en måde vi ikke rigtig kan slippe hinanden, selvom vi jo begge lider en smule i alt det her.
I dag har han sagt at han vil overveje par terapi. Det ønsker jeg vitterlig han går med til, i håbet om han finder sine følelser igen, men lige så meget så vi kan få bearbejdet alt det der er sagt og gjort i snart 1 år,