Debatindlæg

Hej alle, håber inderligt på svar, gode råd og reflektion.

Jeg har tidligere skrevet herinde, men har nu fået tænkt og reflekteret lidt mere over det hele,
så jeg vil prøve med en lidt mere nuanceret historie også efter jeg har læst mere om depression og læst en tråd her fra der næsten minder om det jeg oplever nu: http://depnet.dk/universe5/debate/5601/default.aspx

Jeg håber det ok jeg linker... ellers undskyld.

For historie min kæreste igennem 6,5 år, som nu er blevet min eks, startede med at blive ramt af stress i oktober ca. der opsøgte hun læge og blev syge meldt fra sit arbejde hun senere blev fyret fra efter for lang tids sygeperiode, hos lægen fik hun af vide hun havde stress symptomer, og hun også havde en form for angst, og der var snak om at hun skulle i behandling hos enten psykolog eller psykiater og evt. også i medicinsk behandling, men hun var dog meget i tvivl om medicin fordi det virkede voldsomt, og den holdning delte flere i familien - så det blev til at hun kom hos nogle samtaler hos lægen 3-4 stykker som stadig anbefalde medicin og samtale behandling, men en dag efter læge besøg kom hun hjem og fortalte at hun havde været inde hos en anden læge der havde sagt at hun slet ikke kunne forstå hvor den første læge havde anbefalet medicin... og derfra blev der ikke opsøgt læge.

Tiden gik og den første tid virkede meget almindelig, dog lagde jeg mærke til lidt ændret adfærd at hun til tider var lidt reserveret/for sig selv, efter et par uger ca. medio november kom hun og fortalte at hun havde skrevet med en anden og hun var dybt ulykkelig og undskyldte og sagde hun havde stoppet det nu, og hun var bange for jeg ville smutte - i første omgang tilgav jeg det og sagde at det kan jeg godt leve med - og vi havde egentlig 3 meget tætte og god uger sammen.

Men efter de par uger blev jeg ramt af en enorm usikkerhed - og fortalte hende jeg var i tvivl om forholdet og jeg havde brug for noget plads - og jeg ikke var sikker på mine følelser mere, noget jeg sagde i afmagt og som jeg nu fortryder, men ting jeg sagde fordi jeg var blevet usikker på hendes grundlag om det var fordi hun var i tvivl. Det var en meget kortvarig tvivl jeg havde, og fortalte hende at jeg gerne ville mig og hende.

Men efter det var det ligesom hun havde ændret sig, hun fortalte hun elskede mig men var ikke i kontakt med hendes følelser, jeg tænkte at det nok var fordi vi lige havde gennemgået denne krise for jeg havde haft det lidt på samme måde da jeg var usikker.

Tiden gik og vi havde det egentlig meget normalt, dog kunne jeg godt mærke at det hele ikke var ligsom før hun tog mindre intiativ til kæreste hygge, men det variere lidt men hun søgt sjældent nærvær, jeg tænkte at det nok var vores krise og sagde til hende at det skulle vi nok komme igennem hvilket hun var enig i.

Til hvad jeg oplever nu:
De sidste ca. 6 uger har jeg fornemmet at hun begyndte at isolere sig mere og mere, vi har godt kunne sidde og se noget sammen, men hun har sjælendt haft lyst til andet end at sidde for sig selv, og ligsom historien op til har hun ikke rigtig opsøgt nærvær, det var tit mig der skulle komme og sige til hende at jeg elskede hende og så sagde hun det sammen, på nær engang kom hun og sagde det til mig uden jeg havde sagt det det er ca, 4 uger siden. Jeg kunne godt fornemme der var noget galt og når jeg spurgte hende sagde hun bare det var det hele, hendes arbejdsituation og det vi havde gået igennem og corona situation, hun blev mere og mere indelukket og svær at snakke med og hun orkede sjældent daglig dags gør mål kun i ny og næ blev hun rastløs og gik kortvarig igang med noget. Jeg undrede mig tit over at hun havde nå hun var hos besøg hos andre virkede hun mere overskud agtig - men ligeså snart hun kom hjem blev hun mere indelukket igen.

For 3 uger siden blev det hele for meget for hende hun bad om ro, og hun valgte at flytte over til sin nærmeste familie og hun fortalte hun var i tvivl om hvad hun ville men håbede på h