hvordan kommer man videre efter et dårligt forløb?
Written by
frejafrej
25. feb 2021 04:34
Hej depnet.
Jeg har kæmpet med depressive tanker og mønstre i mange år, uden reelt nogensinde at have haft en depression som diagnose.
Det startede da jeg var 15- det var der jeg første gang havde kontakt med psykiatrien.
Dengang ville de først tjekke mig for asperger/autisme, men da de alligevel ikke mente at det var det der var problemet, endte psykiateren med at give mig diagnosen "uspecificeret personlighedsforstyrrelse" da jeg var 17. Det underlige var at hun ikke gik i dialog med mig om diagnosen eller hvorfor hun mente den passede på mig - jeg skulle hente den på rådhuset, som en formel ting, uden noget form for forberedelse. Da jeg spurgte ind til hvorfor hun havde givet mig den, grinte hun bare, vendte hovedet den anden vej, og sagde "det er bare noget administrativt".
Jeg gik officielt hos hende fra jeg var 15-18, men det underlige var at jeg fortsatte med at gå hos hende til ind i mine tyvere - bare ikke officielt, så at sige "uden for systemet", og samtidigt uden at betale for det. Hun mente at jeg skulle gå i terapi hos hende, fordi jeg var "en underlig én", som "folk ikke kunne forstå", og "hun skulle hjælpe mig". Jeg oplevede at hun var meget autoritær, og præcist vidste hvordan hun skulle manipulere med andre, samtidigt med at hun iklædte det "omsorgens gevandter". Hun iscenesatte sin intervention i mit liv og hendes måder at nedgøre mig socialt og personligt, som at jeg var grundlæggende forkert, men at hun skulle "hjælpe mig med at elske mig selv". Jeg har senere haft det så skidt over at jeg fortalte hende så meget om mit liv, og at hun fik så stor betydning for mig. Samtidigt er det svært når hun netop latterliggjorde mine forsøg på at blive taget seriøst som menneske. Det var som om hun skulle definere hele min person for mig: mine personlige, sociale, seksuelle og faglige grænser og ambitioner. Hun skulle definere hvem jeg var socialt, og jeg fik det faktisk rigtigt dårligt af at gå hos hende - jeg oplevede dog mig selv som "forkert" - noget der blev forstærket af hendes signaler og opførsel, så jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gå hen. Mine forældre havde og har til dels stadigt, en stor frygt for store følelser, og menneskelig sårbarhed. De er selv læger, og mener at man burde kunne tænke sig ud af alt. Da jeg senere i mine tyvere opsøgte en psykiater, nu af egen fri vilje, sagde han derimod at mit primære problem var overtænkning og negative tankemønstre. Jeg gik hos den kvindelige psykiater 6 år, og hun nævnte aldrig ord som "overtænkning, angst eller odc" med et eneste ord. Det var bare: "du er en underlig én, folk kan ikke forstå dig.", efterfulgt af et grin. Jeg har forsøgt at opsøge andre terapeuter og psykologer, og de har også hjulpet mig på forskellige måder. Stadigt føler jeg mig dog meget invaderet og latterliggjort, og jeg er ked af at hun fik så meget at sige i hvordan jeg levede/lever mit liv. Det bizarre var at hun synes at hun hjalp mig, selvom jeg virkeligt synes at hun netop nedgjorde mig. Er der nogen af jer andre der har haft dårlige oplevelser med læger/psykiatere og alligevel har fundet en måde at lægge det bag jer? Så vil jeg gerne høre hvordan. For jeg synes det var så negativt, og jeg opfattede det som en total osteklokke at skulle være i et "terapeutisk forløb" hos hende. Det gør mig deprimeret at tænke på.
Giv udtryk for din vrede!
Written by
irsten
25. feb 2021 16:35
Hej Frejafrej
Der er ingen tvivl om, at du har været udsat for et overgreb – måske endda flere og i hvert fald et meget langvarigt overgreb. I disse dage hører vi om kvinder, der har været udsat for overgreb fra mænd. Nogle gange har mændene bare taget dem på låret og sagt noget upassende. Alligevel påvirker det dem dybt, og det skyldes vel, at mændene havde magten. Og nogle gange gør det kvinderne så stressede og angste, at de må sygemelde sig.
Det, du har været ude for, er langt værre, mere indgribende og mere langvarigt. Der er ikke noget at sige til, at du føler dig invaderet.
Jeg vil tro, at du er nødt til at finde din vrede og vende den udad. Jerg vil tro, at der er meget vrede, som venter på at komme ud.
Jeg vil også tro, at du har behov for at blive set og hørt og mødt på DINE præmisser. Det er selvfølgelig lidt svært, for hvordan skal du kunne få tillid til andre mennesker, efter det, du har været udsat for? Men en god veninde, som er til at stole på, kunne måske hjælpe.
Du spørger til andres erfaringer med lignende problemer. Her er mine:
Jeg har en historie med mange depressioner bag mig. Jeg har forsøgt alt muligt for at løse problemerne. På et tidspunkt gik jeg hos en psykiater, som gav mig noget antidepressivt medicin, der ikke hjalp overhovedet - sikkert fordi mine depressioner kræver et middel, der også virker på signalstoffet noradrenalin, og det gør Zoloft ikke. Han nægtede at give mig noget andet. Han mente, at årsagen til, at depressionen ikke ville gå væk, hang sammen med, at jeg skulle have en personlighedsforstyrrelse: emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse. Jeg droppede psykiateren og medicinen – og kom mig!
Senere blev det især træthed, der plagede mig. Heller ikke da var der hjælp at få. Da jeg ikke længere kunne arbejde, sendte kommunen mig til en neuropsykolog, uden at fortælle mig, hvad formålet var. Jeg troede, at hun skulle hjælpe mig. Det viste sig, at hun skulle vurdere mig. Hun skrev en erklæring til kommunen, hvor der stod, at hun havde diagnosticeret mig til at have SAMTLIGE personlighedsforstyrrelser, som findes – bortset fra lige præcis den, som psykiateren mente, at jeg havde, altså emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.
Det siger sig selv, at jeg følte mig udsat for et overgreb.
Nogle år efter viste det sig, at min træthed skyldtes søvnapnø, altså at jeg ikke trækker vejret normalt om natten.
Og hvordan er jeg så kommet over den historie? For jeg synes faktisk, at det lykkedes mig at komme over det.
Tja, jeg var nødt til at investere ret mange penge i psykologhjælp. Og det var vel at mærke en psykolog, der accepterede mine præmisser, nemlig at jeg havde været udsat for overgreb. Den første psykolog, jeg kom hos, mente, at jeg bare kunne skrive et læserbrev med kritik af sundhedssystemet til en avis. Hende droppede jeg.
Den psykolog, som hjalp mig mest, opfordrede mig til at give udtryk for min vrede. Jeg tæskede mine sofapuder med en tæppebanker og forestillede mig, at jeg slog løs på de folk, der havde udsat mig for overgreb. Nogle gang gik jeg og slog med en pind i jorden, når jeg gik tur. Det er bedst, hvis det blæser meget, og man går tur ved havet. Så kan ingen høre, at man skælder ud og bander. Lyden af bølgerne overdøver det.
Jeg bliver nødt til at sige, at processen har taget lang tid.
Held og lykke med det!
Mange hilsner
Irsten
Tilføjelse
Written by
irsten
26. feb 2021 15:55
Måske skal jeg lige tilføje noget:
Selv om det vil være gavnligt for dig at reagere på det, du har været udsat for og give udtryk for din vrede, så er du nok nødt til at være lidt forsigtig med, hvem du viser din vrede over for.
Min erfaring er, at familie og venner hurtigt bliver trætte af at høre om den slags problemer. Den reaktion, man ofte møder, er: ”Det må du da snart være kommet over. Det er jo længe siden!” Det er meget få, der har den tålmodighed og forståelse, som kræves.
Så hvis man vil bevare det gode forhold til familie og venner, er det nok bedst at tie stille! På den anden side er det vigtigt at få vreden ud! Det er det store dilemma. Jeg valgte at betale psykologer for at høre på mig, men over for familie og venner tav jeg.
Jeg vil også tro, at jeg fik bearbejdet en del af min problematik ved at skrive anonyme indlæg i debatter, f.eks. her på Depnet. Folk, der har fulgt med længe i disse debatter, vil vide, at jeg ofte skrev indlæg for nogle år siden. Det hjalp mig faktisk at gøre det.
Mange hilsner
Irsten
svar
Written by
frejafrej
12. mar 2021 20:55
Hej Irsten
Mange tak for dit svar!
Tak for at dele din historie og din proces. Jeg tror helt sikkert at jeg kan spejle mig i det du skriver.
Jeg vil tage din anerkendelse og metode med mig - at slå løs på puder, græs mm. (når andre ikke ser).
Og så ja - tage til mig at jeg skal værne om mine grænser.
Tak for råd.
Mange Hilsner, Freja Frej