Debatindlæg
Depressiv af Covid19-virus?
Written by
Mai_Larsen
3. jul 2021 19:02
Hej I "med-dep'ere" <3
Jeg vil høre, om nogen af jer ved, om Covid19-virusset kan "sætte sig på psyken" eller nedsætte effekten af antidepressiv medicin?
Jeg blev i denne uge konstateret positiv med corona-virusset, endda den dumme Delta-variant desværre, og min kæreste har også fået det. Hvor han (altså min kæreste) reagerer med de typiske fysiske symptomer som voldsom hovedpine, halssmerter, enorm træthed og manglende smags- og lugtesans, har jeg nærmere fået det rigtig skidt psykisk. Jeg er pludselig helt sådan "grund-trist", som jeg ikke har følt det, siden jeg for seks og otte år siden havde to depressioner.
Jeg er enormt ked af det og har bare lyst til at græde hele tiden, helt uden grund, eller ligge på sengen og kigge ud i luften og ikke have lyst til noget som helst. Jeg er også lidt varm, men det føles klart, som om det er psyken og ikke det fysiske, der driller ved mig. Det føles, som dengang jeg havde glemt mine lykkepiller på en udenlandsferie og efter fem dage kunne mærke de depressive træk ret kraftigt.
Det gør mig bange, at jeg har det sådan. Mine veninder har travlt med at sige, om ikke bare det kan være en reaktion på at have fået virusset og være tvunget i isolation. Men i modsætning til mange andre har jeg det typisk fremragende med enorme mængder alenetid, og jeg har aldrig været en af de corona-angste, heller ikke da jeg fik konstateret, at jeg var testet positiv. Så jeg skal ikke udelukke det, men jeg tror altså virkelig ikke, at det er dét. Jeg føler, det er en kemisk forbindelse i min hjerne, der halter.
Men er der forsket i det? Kan Delta-varianten påvirke psyken (eller psykofarmikas effekt)? Ved I det?
På forhånd tusind tak.
Mange hilsener Mai