Debatindlæg

Det lyder alvorligt, men der er altid to sider i sådan et dilemma, der er en part der ikke vil/kan rumme den andens ”forskellighed”, og så er der den part der lukker i og holder det for sig selv pga. dette eller pga. tidligere erfaringer med afvisning osv.

Der er selvfølgelig grader af alting.
Jeg har også ting jeg ikke fortæller, af flere årsager, nogle af dem pga. der er ting i mit indre jeg ikke ønsker udstillet og vurderet til offentlig skue, og andre fordi jeg ikke føler behovet.
Man har ret til at have ting for sig selv, det gør ikke én til et dårligt menneske eller en løgner.
Og hvis det man rummer, bliver mødt med modstand, er det i mine øjne helt ok af beskytte det med en lille hvid løgn, hvis alternativet er en masse konflikter som man på ingen måde ønsker eller magter.

Den anden part har også en stor del af ansvaret, mht. rummelighed, er den der ikke, så kommer behovet for de her krumspring, og det er ikke kun den ene parts skyld/ansvar.
Men jeg kan godt forstå at du synes det er ubehageligt, og det er også klart at det vil umuliggøre den komplette følelse af åbenhed og tillid, men det er som jeg ser det, på ingen måde din skyld alene, og det er nok heller ikke noget du kan løse alene, de er nødt til at give plads til den du er sådan helt oprigtigt....

Tak for din kommentar, Skovtrold.
Ja det er nemlig et dilemma. Måske er det alvorligt. det opleves i hvert fald mærkeligt. Jeg har det sådan at jeg ikke bebrejder den anden. Jeg kan godt se udfra hvor den anden er, at vedkommende gør som hun gør og jeg holder rigtigt meget af hende og ønsker virkelig ikke at såre hende. På mange måder er vi fortrolige og tætte, men der er lige det her tabu. Jeg prøver at navigere i livet og handle på en måde så jeg ikke kommer til at ødelægge, jeg ved ikke hvad er er værst her. At andre tror jeg mener noget som jeg ikke gør, eller at de ved det men så bliver meget kede af det, måske får de deres hjerter knust. Man behøver jo ikke sige alt, men det her er noget med overbevisninger/tro hvor jeg har ændret mig ret meget.
Indtil videre tror jeg det bedste er at jeg ikke siger noget. Er stille når hun begynder at tale om det og sno mig og prøve at undgå at lyve for meget. Men det er jo en løgn når de tror at jeg er et andet sted i mine overbevisninger. Jeg tænker ikke på om hun har et ansvar. Jeg tror simpelthen ikke at hun i sin vildeste fantasi forestiller mig at jeg er eller kunne komme derhen hvor jeg er. Tak igen. jeg tænker over det du skriver.

Men det kunne også have alvorlige konsekvenser for mig ikke at melde ud. Mon det hæmmer mig på flere områder i mit liv? Er der en vigtig vej jeg spærrer? Det ved jeg ikke, men jeg tør ikke melde ud endnu.

Men det kunne også have alvorlige konsekvenser for mig ikke at melde ud. Mon det hæmmer mig på flere områder i mit liv? Er der en vigtig vej jeg spærrer? Det ved jeg ikke, men jeg tør ikke melde ud endnu.

Ja det er rigtigt, det er komplekst.
På den ene side føler du dig uærlig, men på den anden side beskytter du jeres relation fordi den anden part vil blive meget såret åbenbart.
Så på en måde er det jo rummeligt af dig, at du kan rumme ”fortielsen” og beskytte både hende og jeres relation.

Men omvendt er der måske også nogle pointer i det du skriver om at det kan være – måske en tendens du har i dit liv, som faktisk spærrer nogle andre veje.

Men ja ofte er tingene jo komplekse og man kan ikke sige sort og hvidt hvad der er bedst, og nogle gange er tiden ikke moden til ”den perfekte løsning”, og så kan det være ok at lande et sted midt i mellem, især når man reflekterer over det som du jo gør, så man er klar over hvad det handler om og hvorfor, - tænker jeg. :)

Tusind tak, Skovtrold. Det du skrev. Det med at man ikke altid kan sige hvad der er sort og hvidt, det med at tiden nogle gange ikke er moden til "den perfekte løsning", det med at lande et sted midt i mellem og rekflektere, det rammer lige plet og hjælper mig meget. Tiden er også en faktor, ja. Tak, mange tak. Må du få en masse godt.