Debatindlæg

Jeg var på kirkegården i fredags. Jeg havde gran, krans, briller og et hjertegravlys med. Jeg lagde brillerne på en sten ved siden af mine bedsteforældres grav og stillede det tændte lys bag ved stenen.. Jeg føler mig lidt kejtet når jeg står der. Rørte ved bogstaverne på gravstenen.
Min fars hustru ringede om aftenen - jeg elsker simpelthen at de er blevet gift - det viser en form for medansvarlighed og omsorg. Jeg har ikke vidst det så længe, men jeg er glad for at det har gjort det. Jeg nåede ikke telefonen og ringede næste formiddag. Vi snakkede lidt løst og fast og så fortæller min fars hustru at min far har fået en diagnose. Der kan gå år endnu før han skal herfra og det er også en diagnose som jeg umiddelbart kan forholde mig til. Det finder vi ud af, hørte jeg mig selv sige til B - fars hustru..
Bagefter satte jeg mig hen og blev tung og tænkte på nogen af de ting B havde sagt. Det går ikke at jeg falder hen og bliver deprimeret, så jeg gik igang med at rydde op og ordne andre ting. Jeg har tænkt over det med at nu skal min far dø om nogle år og nu er jeg her i livet. Jeg tænker også af og til, nu er jeg på den her plads i livet og må finde bedst ud af det - hvilke ressourcer jeg har og hvilke jeg ikke mere.
Vendingen " at stede til hvile" kommer til mig flere og jeg vender og drejer det, og tænker noget i retning af, at nu er min far blevet gammel og skal gøres klar til at dø - også selv om det tager nogle år. Det føles på en eller anden måde rart og trygt at tænke sådan. Måske lyder det helligt og frelst - men ja, der skal skabes ro og tryghed omkring den ældre - og det kan jeg godt - det er en del af liv, og det finder jeg ud af..