Læs dagbog

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte eller slutte.

Jeg ved godt jeg havde en hård barndom... og nu indhenter den mig så. Pludselig kommer der minder frem - som jeg lykkeligt havde glemt alt om... og nej de er bestemt ikke behagelige eller bringer noget godt med sig.

Jeg havde mildest talt en LORTE barndom- selvom jeg ellers havde husket den som værende kærlig og givende. Men når jeg nu går igang med at fortælle om den... kan jeg godt se .. den er bestemt ikke lyserød.. og hvordan pokker nåede jeg nogensinde at komme ud på den anden side... det er jeg heller ikke! men godt på vej satser jeg på.

Da jeg var helt lille - var jeg på stranden med mine forældre og min fars chef som var hans ven... og hans datter med...
Vi legede på stranden hende og jeg.. kastede sten i vandet... det var en dejlig varm dag.. typisk god dk sommer.
Ved et uheld rammer jeg hende med en sten!!!! selv overrasket og ked af at jeg gjorde det... kommer min fars ven og griber mig i armen.. flår mig omkring og giver mig jordens største røvfuld!!!!!!!

Det er så vidt jeg husker min første røvfuld... jeg blev SÅ bange.. panisk og tudede i vilde sky... for - jeg gjorde det jo ikke med vilje.. kunne da aldrig drømme om at gøre sådan noget!!!

Det var mødet med min første røvfuld... jeg følte det som et MEGA overgreb... som et overfald... og sådan husker jeg det stadig den dag idag. Jeg blev HUNDERÆD for den mand... og for ordet røvfuld...
Min mor (som ikke var den bedste mor) truede mig en dag med en røvfuld.. og jeg brød fuldstændig sammen... hun blev bare mere sur på mig... og jeg blev så bange at jeg løb væk... og gemte mig ovre hos naboen... i et buskads... skælvende for den røvfuld hun snakkede om. Så mødte hun den anden nabo og sagde jeg skulle hjem til en røvfuld... naboen - den heks sagde !"godt - det er det eneste der hjælper på børn nu om dage!"... så nej - jeg turde ikke gå hjem...

Den angst har alle mine dage fulgt mig... frygten for et uheld - et fucking UHELD... og en så hård straf ventede mig... den dag i dag er jeg stadig så bange for hvis jeg gør noget forkert... at der så venter mig en afstraffelse som dengang.. følelsen af overgrebet... er overvældende...

Så da min mor sagde til min søn- han fortjente en røvfuld... sagde det klik i mig... der er INGEN der NOGENSINDE skal røre mine børn....
Men ok - den dag idag kommer der ikke en røvfuld fra hende...

Jeg blev monster mobbet som barn... min mor er ikke DK'er... og har aldrig lært sproget fuldt ud...og nej jeg er heller ikke dk hvid... men 50/50... egentlig en ret pæn farve hvis jeg selv skal sige det...
Jeg blev monster mobbet... for en mor der ikke snakkede godt dk... for en mor der var alkoholiker... for egentlig at jeg bare var til.
Blev jagtet hjem fra skole af de forskellige - især Steen der ikke boede langt fra os. Han jagtede mig altid på sin cykel.. og igen - jeg var så bange. Jeg orkede ikke flere tæsk... eller spyt klatter eller de verbale overfald..

Min mor var deltids alkoholiker... og jeg var pissebange for hende. Jeg vidste altid når hun var pissefuld... så var der en bestemt "karma" over huset... og jeg ville ønske jeg ikke kom hjem... eller for den sags skyld.. løb ind i hende. Hun var så ond når hun var fuld. Snakkede altid om sig selv - og hvor hårdt hun havde det her i DK... og at hun nu kun havde "cigaret" som sin trøst.
Hvor tit de ikke ringede fra bodegaen og sagde nu måtte vi gerne komme og hente hende... eller når hun var væltet på sin cykel i skoven... og man fandt hende der..
Jeg prøvede altid at gemme mig... men hun fandt mig altid...

Håbet om at min far snart kom hjem fra arbejde... så han kunne befri mig fra min fulde mor... så fik han mere end rigeligt at se til... og al oprydningen bagefter... hun drak altid på badeværelset... det STANK!!!!

Mine forældre er ikke særlig højt uddannet - ok med det... jeg synes jo de havde et hjerte af guld... og det vejede jeg højere end viden.

Min mor og bror fortalte mig altid hvor dum jeg var - mest min bror... min mor var til gengæld god til at bede mig om at tage make up på... for jeg var ikke et særlig kønt barn.. den tog min bror hurtigt til sig... og han kørte på mig med ALT.. hvor DUM jeg så ud når jeg spiste... hvor grim jeg var...

Prikken over i'et for mig med kortere hår var... på sygehuset en dag.. hvor vi besøgte min døende farmor... en sygeplejerske sagde til mig "så kan den søde lille dreng sætte sig herhen istedet"....

Så jeg måtte jo være grim og ligne en dreng...
Den dag idag - synes jeg ikke at finde min egen skønhed... jeg er altid blevet fortalt hvor grim og dum jeg er...

Jeg blev flyttet på en anden skole... jeg lærte ingenting.. forstod ingenting... nej det var rimelig svært at koncentrere sig når man som sædvanlig blev tæsket i et frikvarter... og læreren ikke engang undrede sig over jeg kom for sent til timen... andet end hun gav mig en skideballe... pyt med tårerne på mine kinder... nu skulle jeg holde kæft... fjerne blodet fra min næse og så koncentrere mig..
En af lærerne formåede endda at bede min klassekammerat holde sin kæft... for nu skulle hun lære om hvordan hun henvendte sig når hun skulle på socialkontoret for at hente sine penge... hun ville jo alligevel aldrig blive til noget - sagde han....

Fra en helvedes skolegård - til en anden. Livet blev bestemt ikke lettere på den næste skole. Tværtimod. Trine (den SO) forstod at gøre mit liv til et sandt helvede. Hun var tidligere mobbe offer i klassen... lige indtil jeg kom - hvor hun så sprang på mig - og gjorde mig til offer... big time!... og hun fik så mange med sig... mit liv der blev næsten mere helvede end før... hun stod en dag og råbte ad mig i gymnastik timen... med sit store fjæs og MEGAbriller ram G**** det svin - så hårdt at hun bløder... SKYD hende ... jeg kan næsten ikke fortælle hvor dårligt jeg havde det... og bare ville gemme mig langt væk... væk fra hende... væk fra helvede... bare væk...
Jeg formåede at udvikle spiseforstyrrelse - der er endt med kronisk skavank i form af refluks idag... jeg løb på toilettet konstant fordi jeg skulle kaste op... jeg havde det endnu værre på denne skole end på den anden... og hver gang jeg måtte løbe... blev det selvfølgelig kommenteret... og jeg havde ikke lyst til at gå tilbage i klassen igen... troligt gjorde jeg dog... og sad og kiggede ned i bogen eller bordet...

En dag døde min onkel så - og jeg fik tilbudt krise terapi.... jeg forstod ikke rigtig hvorfor.. fordi - han var jo død og vi måtte jo bare forholde os til det...
Gid jeg havde taget chancen der og fået åbnet op... måske havde den psykolog kunne hjælpe mig lidt...

Mit hjem var helvedes forgård... min bror var misbruger... af alt hvad man kunne forestille sig. Det startede med hash... men også mig misbrugte han...
Hjemmet var krig og kaos.. han var roden til alt ondt - og hjemmet vendte altid op og ned..
Jeg havde aldrig lyst til at være hjemme... de skændtes jo alligevel alle sammen... eller kaldte mig grim eller dum... eller en fuld mor.. hurra!...
Jeg bad og og bad til at min bror ville ryge ud af hjemmet... så der måske kunne sænke sig noget fred... og han ikke ville pille ved mig mere.
Jeg var lille - stadig så lille at jeg sov i mine forældres seng.. og blev vækket på så mærkelig måde... nogen gjorde noget ved mig... kørte sin hånd op og ned... jeg blev panisk og ville skrige - og så kom ordende "bare rolig - mor og far har givet mig lov"... lille og godtroende som jeg var - måtte det jo så være ok... og mit mareridt startede der. Jeg stolede jo på mine forældre - og hvorfor skulle nogen lyve for mig.
Han elskede at undersøge mine kønsdele.. og vise mig porno... jeg vidste jo ikke det var forkert!... så jeg troede det var ok... men selvfølgelig måtte mor og far ikke vide det. det var vores lille hemmelighed. Jeg tror endda han også slikke mig - og jeg endda nød det!!... elskede den der mærkelige fornemmelse der kom når man blev seksuelt opstemt.... jeg troede at det måtte man godt... det svin! er han overhovedet klar over hvad han har gjort ved mig....

En dag ville han vise min klassekammerat min "tissekone"... og jeg blev panisk og løb væk... de indhentede mig hurtigt... fik mig ind i en skov og hev mine bukser ned... nu blev jeg "vist frem"... jeg græd og græd... og turde ikke sige noget.
En anden dag stod min bror ude i gården og hørte jeg var i bad... så fik han sine venner til at stå og lure på mig i badet...

En dag var jeg helt færdig... jeg havde prøvet at snakke med hans social rådgiver... jeg ville have ham UD.... jeg vidste ikke hvad jeg mere skulle gøre... hun kunne ikke hjælpe... de måtte hun jo ikke når det nu ikke var min bror der henvendte sig...

Jeg ringede derfor til en børnelinje jeg havde gemt reklame for... og aldrig turdet ringe til... tænk sig nu hvis mine forældre kunne se det nummer på deres telefon regning... hvad skulle jeg så gøre...
En dag.. gjorde jeg det så... og fortalte hvor dårligt jeg havde det hjemme... at min mor drak... og at min bror pillede ved mig...
Ham - i den anden ende af røret gentog mig "piller din bror ved dig" - "ja" var mit svar... "og din mor drikker"... "ja" var mit svar igen... "du skal VÆK fra det sted og det er NU " råbte manden i den anden ende... "du skal væk... bare væk derfra"... tja - det skulle jeg nok have været... men... han skræmte mig faktisk den mand... fra vid og sans... jeg knaldede røret på.. og turde ikke snakke mere om mig selv...

En dag - blev det nok for mig i hjemmet... jeg ville have min bror UD og langt væk fra mig... og under en diskution med mine forældre... skreg jeg til dem "jamen han piller jo ved mig!!!!!!!!!!"
Suk - de troede ikke på mig... det måtte jo være noget jeg fandt på for at få ham ud af huset... og så nævnte de aldrig noget om det igen....

Da jeg så blev mor for første gang - sagde jeg til min far at hvis jeg nogensinde tog min bror i at pille ved mit barn - vil jeg ikke kunne svare for konsekvenserne... jeg vil slå ham ihjel....
Tænk sig - han sagde ingenting til det... jeg tror han var lamslået over mine ord... at min bror rent faktisk har pillet ved mig... at det var sandt... han har ALDRIG nævnt noget om det igen... og jeg tror heller ikke han gør det..

Jeg har lullet mig ind i en lille drøm om hvor god en barndom jeg havde... blot for at glemme hvor slem den faktisk var og hvor meget den har præget mig... nu begynder jeg at huske... og jeg må indrømme... jeg har meget svært ved mine forældre... jeg kan ikke føre en samtale med min far...
Mine tanker er hele tiden - hvordan kunne han undgå at gøre noget ved det??? hvordan kunne han bare lade stå på... hvordan kan man lade være med at tro på sit eget barn... sit eneste barn (min bror er ikke min fars)...

Hvordan kan man lade sit barn gå gennem alt dette i så mange år...og bare lade ligge...

Jeg vil til enhver tid passe på mine børn... med næb og kløer... kærlighed og lytte til dem..

Det her er første gang jeg fortæller om det.. nok fordi jeg har haft så mange rastløse nætter... ingen søvn... megen uro.. og den konstante sætning "bare rolig - mor og far har givet mig lov"...
Og ham fra Børnelinjen der råbte "du skal VÆK derfra - og det er nu!!!!"...

Idag bor jeg LANGT fra mine forældre og bror der stadig er misbruger... og som aldrig når at blive 50... gudskelov for det...
Jeg havde et nært forhold til mine forældre... men det smuldrer mere og mere nu... jeg kan ikke forstå hvordan man kan lade sit barn i stikken... især ikke nu da jeg selv er mor.. og ved hvad jeg vil gøre for mine børn...

Hvordan kunne de svigte mig noget så groft..

Min mand ved ikke noget om alt det her.. og jeg tør heller ikke fortælle ham det... jeg tør kun skrive det herinde... for at få det UD af systemet... for at se om der ikke er en vej ud af helvede... og for at se om det ikke hjælper på en helingsproces.