Læs dagbog

Finans for alle andre - dog ikke mig

En side i dagbogen "Stilhed og storm"
Skrevet af Anna_G 21. april 2017 12:30

Jeg er faktisk lidt i tvivl om hvorfor jeg ærger mig over dette emne...

Jeg er hjemmegående.. har ingen indkomst - kun den minimale pension jeg får for at gå hjemme med børnene.

Jeg har ingen udgifter at tænke over.. alt er betalt hver mdr og jeg har generelt ingen økonomiske forhindringer nogle steder.

Dog gør det lidt ondt på mig..
Sidste år døde mandens mor..
Da jeg lærte manden at kende var han gift.. gennem mange år. Han forlod hende (og nej ikke udelukkende pga mig som de fleste ellers tror).. hans mor elskede hans kone og blev så sur over han gik fra hende.. at mens hun stadig var ok ændrede hun sit testamente- således at eks'en også ville arve efter hende.
Lidt af et slag i ansigtet må jeg nok indrømme - men ok hendes penge - hendes beslutning.

Vores søn som farmoren nåede at lære og kende fik også del i hendes arv - samme beløb som de andre 2 børn fra ægteskabet.. vores datter nåede hun desværre aldrig at kende da jeg stadig var gravid da hun lå døende. Demensen tog mere og mere over på hende og vi ansatte en til at passe og være hos hende 24/7... og så indtraf døden - efter hendes eget ønske.. hun ville bare ikke leve mere. Hendes alder - hun mente hun havde levet længe nok nu. Respekt for hende. Pludselig indså hun blot hun gad ikke leve mere.. og ændrede sit liv til at forberede sig på endelig en dag blot at sove ind.

Manden arvede selvfølgelig også efter hende - som eneste blodmæssige barn... Alle børnebørn dog ikke vores sidste arvede. Så det beløb manden arvede - satte vi samme beløb til vores datter så fair ville være fair for alle børn.

Pengene står ikke i en bank men er investeret i aktier så det kan vokse bedre end i en bank. (manden er finans mand så jeg stoler på ham i dette henseende.. sådan nogenlunde da)..

Nå men ok - han landede også en stor deal på sit job... hvilket betød endnu flere penge..til ham..

Så nu har han investeret for sig selv og børnene... og shopper hist og her.. og jeg da skal ikke brokke mig helt.. jeg fik da en ring efter eget valg... og en shopping tur..

Alligevel sidder jeg med en følelse at det er sgu ikke fair!
ALLE er økonomisk sikrede - eks konen.. alle børnene.. men ikke mig?! kan jeg virkelig være bekendt at sidde med den følelse jeg har nu?

Selv hans skilsmisse har sikret hans eks kone til hendes pensions alder!!!! og selv der får hun ½ delen af hans pension oven i købet..
De første 2 børn er også økonomisk sikret i denne skilsmisse--- de beløb de får hver mdr.. come on - stod det beløb på min konto hver mdr-- ville jeg ikke bekymre mig om økonomi..

Bilerne vi har - er alle hans valg. Ikke en har jeg været med til at bestemme..
Fjernsynet, kunsten... ting herhjemme er efter hans valg... uden at inkludere mig. For det er jo ham der sidder på pengene. Ja jeg kan da bare gå ud og få mit et job.. men som hvad... sikkert kun god nok til rengøring når kroppen engang er kommet sig oven på alle mine operationer.

Nå men tilbage til topic.. hvorfor sidder jeg lige tilbage med den følelse at det ikke er fair... er det virkelig ikke fair?!

Jeg har ingen økonomiske udfordringer... hestene og børnene og alt er der betalt for hver mdr... og så har jeg alligevel skyldfølelse over at bruge sølle 5000,-
Selvom det beløb sikkert kun er småpenge i hans budget...

Fik endda dårlig samvittighed over at fylde den ene bil op... vi havde en voucher til en tank... og jeg tænkte så kunne da jeg alligevel fylde den bil op.. det er jo primært mig der bruger den.... og det er også den jeg tager til DK... men selv det kunne jeg føle mig utilpas med...

Jeg er ked af at denne uge kan vores babysitter ikke passe vores datter.. dvs han er hjemme hver aften med vores datter.. han spiser ikke engang aftensmad med mig/os..

Min aftensmad bryder han sig måske ikke om? og han tænker meget over sin figur... alligevel bliver jeg faktisk ked af det!
Der er ingen følelse af familien sidder samlet om bordet og spiser sammen... Vi kan sidde ved bordet sammen... men ikke om et fælles måltid.

Han putter vores datter kl 20... og så ser jeg ham ikke igen... så falder han i søvn og kommer først ud igen senere.. når han liiiige skal ordne alt det han ikke nåede i løbet af dagen.. dvs jeg er faktisk gået i seng da!

Han ER træt.. han ER stresset... og ja han er endda i overgangs alderen samtidig... så heldet er virkelig ikke med mig.. jeg ser ham ikke... vi er ikke fælles om noget.. og han er træt...

Er det mon overhovedet fair at nævne noget af alt dette for ham?

Kommentarer fra andre brugere

Jeg kan godt forstå din frustration over at du som den eneste ikke har arvet.
Jeg forstår også at det er urimeligt at manden sikrer jeres sidste datter, men at du ikke får del i hans arv.
Det er for mig at se noget svineri.

Det er først og fremmest i jeres ægteskab at jeg for alvor synes at det går galt.
Du bliver jo på så mange måder negligeret, og det er klart urimeligt og problematisk.
Du har krav på et ordentligt og tilfredsstillende liv, og der ser jeg ham som dit store problem.

Det var hans mors penge, og selv om hun var mildest talt ubehagelig, og også aktivt ignorerede dig, så har hun jo lov til at bruge dem som hun ville.
Det kan du ikke gøre noget ved.
Sådan er det bare.

Jeres ægteskab fungerer ikke på nogen god måde for dig.
Jeg ville synes at det er nødvendigt at i tager den snak.

Så må du vælge hvad du vil gøre derefter...
Og du skal tænke på dig selv, for du er tilsyneladende den eneste som gør det.

Min respons er baseret på det du har skrevet.
Og jeg går ud fra at det er sådan det er.

Mvh. Bip

Skrevet af Bipolarix, 21. april 2017 22:39

Kære Bip

Tak for dit svar!

Er imponerende glad for nogen tog sig tid til at læse hvad jeg skrev-Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg blev så ked af det over det.. Måske fordi det ligesom var moderens sidste dødsstød i forhold til sin svigerdatter (som jeg aldrig anså mig selv som)...

Jeg nævnte det for manden igår aftes at jeg er glad for alle har investeret og sikret sig selv. Jeg er selvfølgelig lykkelig for mine børn bliver tilgodeset også selv den lille endnu ikke var født og faktisk ikke tilgodeset i arven. På det tidspunkt var hans mor så medtaget af demens og forvirret. Hun var faktisk sikker på vi havde mistet et barn.. Og snakkede altid om vores tab.. hvor hårdt det må være for os. Skræmmer mig stadig den dag idag.

At eksen er tilgodeset - ja ok det er hendes penge. Jeg føler bare alle andre end mig er sikret og det gør nok ondt... da jeg ikke føler mig som en del af den her familie.
Føler ingen inklusion... føler ikke jeg bliver set eller hørt. Igår da jeg nævne det her... var hans svar - jamen hvad forventede jeg--.

Hvad jeg forventer - ved jeg ikke. Hvad jeg mærker er at det gør faktisk ondt ikke at føle sig som en del af sin egen lille familie. Jeg er mor til vores børn.. bare ikke hans kæreste eller partner. For ikke engang en partner eller en ven vil man behandle sådan.
Tænk sig - hvis 2 partnere i en virksomhed ... og den ene har mange handler omkring dig - inkl indrette virksomhed , bestille biler til jer osv... fint nok hvis man har aftalt at man har hver sin rolle... men jeg føler mig bare SÅ meget set ned på.... ikke set eller hørt...

Selv da jeg sagde jeg havde dårlig samvittighed over de sidste 2 par sko jeg har købt... sagde han jamen det kunne han godt forstå... han husker sin følelse af at bruge en anden persons penge.. som man ikke selv havde tjent... ej heller fortjent..

Havde endnu mere dårlig samvittighed over at sige... nu mangler jeg blot at købe undertøj, solbriller og et eller andet mere..

Ægteskab er det ikke.. han friede til mig adskillige gange... jeg sagde ja og han ændrede mening. Forestil dig hvor ondt det gør! han ser os stadig som sammen... og en fælles fremtid.. bare ikke som gift... og stadig med alle vores problemer åbenbart.

Han er så træt og udkørt... at han ikke engang vidste hvad min sidste operation gik ud på!...

Er glad for jeg snart tager på ferie.. jeg trænger virkelig til mine venner!!!!! og familie!!!!

Skrevet af Anna_G, 22. april 2017 10:44

Jeg synes det er underligt at han har friet, og derefter alligevel ikke vil giftes.
Jeg troede i var gift...

Hvis jeg levede sammen med én jeg elskede ville jeg være lykkelig for et ægteskab.
Derfor virker det underligt for mig.
Igen negligerer han dig...

Jeg tænker han har andre interesser sådan som du i det store hele bliver behandlet.

Flot at du tog en snak med ham.
Men det er som om han kryber uden om.
Når du stiller spørgsmål om det, svarer han ved at stille spørgsmål til dig.
Man svarer ikke med et spørsmål.
Det er at krybe uden om.

Jeg ønsker dig alt godt, og håber at i får en tilfredsstillende snak, og at han kan se dine problemer.

Kh. Bip

Skrevet af Bipolarix, 22. april 2017 21:26

Hej igen Bip

Og atter en gang tak!

Ja han og jeg er som dag og nat.. og idag er jeg bare TRÆT af at han ikke svarer når man taler til ham..

Jeg må nok indrømme det tager mange af mine kræfter når vi har disse dage. Og jeg ser virkelig frem til at komme lidt på afstand.
Dog har han været ekstrem sød og ligefrem kærtegnet mig.. sådan lidt forsigtigt da jeg ikke ligefrem udstråler kærtegnens verden. Idag ønsker jeg ham bare på afstand.

Da jeg vågnede imorges besluttede jeg mig for at blive i sengen så længe som mulig.. for jeg orkede ikke at stå op og se på ham.
Før var det kun årsdag, fødselsdage og nu weekender jeg ikke orker at være i nærheden af ham. For han sårer mig lige meget hver gang. Og ja imorges orkede jeg bare ikke at stå op. Til hverdag venter jeg med at stå op til jeg ved han er ude af døren. Ja nu er det vist på tide jeg kommer lidt væk.

Hver gang jeg giver ham plads til ham selv. kræver han mere og mere plads.. han tager og tager... og tager alt for givet.

Glæder mig til at komme i seng!

Skrevet af Anna_G, 22. april 2017 21:40

Udskriv

Tip en ven