Læs dagbog

Jeg har i dag oprettet en profil på hjemmesiden her. Jeg ved ikke helt hvad jeg håber på, eller hvad der skal kunne ændres, men at jeg er udmattet af at være ked af det... Når jeg er alene på kontoret er det svært at holde tårene tilbage, når jeg bare er den mindste smule træt. Jeg skammer mig sådan over at smide med arbejdsgiverens tid på den måde. Jeg skammer mig over ikke at kunne styre det. For en måneds tid siden valgte jeg for første gang at nævne det for kæresten. Spurgte om han havde et råd eller en idé. Han har selv været igennem en længere svær periode, og vil altid gerne støtte.. men er virkelig ikke god til at tale om alt der ikke er perfekt. Han vil så gerne leve i en fin og rar verden, med en rolig og forudsigelig hverdag. Jeg ville gerne tale om det igen med ham, men tror ikke der kommer mere ud af det end endnu en lang tåretur. Det er blevet normalt at finde på ting til arbejde, som; jeg er allergisk, eller; jeg har lige haft et nyseanfald. Det virker nogen gange som om det værste der kunne ske var at andre talte om det. Derfor kører jeg bare én dag af gangen. At være ked af det er bare sådan det er... det kan tåles at være et melankolsk menneske, når nogen dage er bedre end andre, så man endda kan fake og snyde sig selv. Det er guld værd at kunne glemme sig selv, bare en aften hver måned. det er nogen gange rarest at glemme sig selv.