Læs dagbog

Nede på værestedet mandag, var der egentlig ret hyggeligt...
Jeg sad uden for hele dagen, og nød det flotte vejr imens jeg sludrede med nogle af de andre brugere.

Sent på eftermiddagen blev der en del støj indefra.
Der blev råbt, og personalet var ophidsede.

Det drejede sig om en bruger, Henning, som havde råbt til an anden bruger ved navn Lasse...
Han råbte af Lasse, fordi denne gik rundt og spredte rygter om ham.
Grimme rygter.
Han var meget vred.

Henning kom uden for, og jeg talte ham meget hurtigt ned så han blev helt rolig.
Jeg gav ham nogle måder at løse problemet på, så han ikke ville blive så vred.
Han har ikke en tilstrækkelig impulskontrol...

Jeg havde lige fået ham ned, da to personaler kom farende ud, og råbte og skældte ud, og bad ham forlade stedet...

Manden føler sig helt klart uretfærdigt behandlet, og vil ikke gå før han har talt med sin kæreste som også sad uden for.

Personalet fortsætter med at bede ham gå på en meget ubehagelig måde.
De siger til ham at alle de andre er bange for ham.
Jeg siger at jeg ikke er bange for ham...
Så vender den ene personale sig om og råber til mig og skælder ud...
Jeg bliver lidt skarp i tonen og siger til hende at hun på ingen måde skal begynde at råbe til mig. Det vil jeg ikke finde mig i...

De fortsætter så med at råbe til Henning at han skal forlade stedet...
Han bliver ophidset igen og siger en del ukvemsord til personalet.
Det ender med at den ene personale går ind og ringer efter politiet...

I mellemtiden kommer Henning hen og giver mig hånden og siger farvel..

Resultatet bliver for Henning, at ikke længere må komme på stedet.
Ever!


Jeg forstår godt at Henning bliver vred over at der blev spredt rygter om ham.

Lasse som skulle have spredt dem, har travlt med at bedyre sin uskyld over for personalet.
Han siger til dem at han ikke har set Henning i en evighed, og at han ikke har noget med "historien" at gøre...

Vel, det er en stærk omskrivning af sandheden.
Jeg kendte ikke Henning personligt før for kort tid siden.
Jeg betragtede ham som det værste svin som kan gå på to ben.

Hvorfor?
Fordi Lasse havde fortalt mig et hav af historier om hvad denne bruger havde gjort.
Alt fra optræden i kommunen, indlæg i aviser og personlige forhold, samt alt muligt andet, beskrevet på mest uhyrlig vis.
Fanemig har han spredt rygter på mest ondskabsfuld vis...

Jeg forstår godt at Henning bliver rasende.


Jeg er desværre en af de eneste som kan lide Henning.
Jeg fik en dag en tilfældig samtale med ham.
Vi talte om diagnoser og livet i almindelighed.
Han spurgte ind til hvordan jeg havde det med Anette, nu hun var død?

Vi fik en rigtig god og hyggelig samtale.

Jeg fandt ud af at han havde været syg næsten hele sit liv, men først var blevet diagnosticeret for to år siden.
Det var en stor lettelse for ham at få sine diagnoser...
Han kunne begynde at se i bakspejlet hvorfor han havde haft så mange vanskeligheder i sit liv.
Han har blandt andet ADHD.

Jeg fik et helt andet indtryk end det Lasse havde givet mig om ham.
Lasse hader ham virkelig.

Jeg fandt Henning meget sympatisk.
Jeg kan lide ham.

Desværre er jeg en af de eneste som kan det.
De andre er bange for ham, og generelt konfliktsky.



Jeg finder det stærkt uheldigt at personalet ikke kan tackle Henning på anden måde end ved at råbe og skælde ud.
Det får den modsatte effekt af den ønskede.
De trapper konflikten op.
Nu kan han så ikke komme på stedet mere.
Trist...


Jeg overvejer at tage et møde med en personale som jeg ved er faglig dygtig.
Forklare hende, at Lasse i usædvanlig ondskabsfuld grad har svinet Henning til ved enhver lejlighed...
At jeg selv, på grundlag af Lasses fortællinger, har betragtet manden som det største svin som kan gå på to ben...

Jeg vil kæmpe for Hennings ret til at være på værestedet.
Han er blevet provokeret i så voldsom grad, at en situation som den der opstod, var uundgåelig.
Og Lasse er glad.
Endelig har han fået smidt Henning ud...

Lidt respekt for hans diagnose, som personalet helt åbenbart ikke var i stand til at have med at gøre.
Det er klart for dårligt.

Jeg bliver nødt til at tage den snak.
Jeg kan sgu ikke bære at vide det jeg ved, og samtidig se det ske, som skete...
Og at jeg får talt ham til ro på et øjeblik, og så personalet kommer farende og får ham op i det røde felt igen, synes jeg er utrolig amatør-agtigt.
Særligt på et værested for blandt andet psykisk syge mennesker...

Lasse er min ven, men jeg er nødt til at gå videre med den.
Jeg synes ikke jeg har andet valg, hvis jeg bare skal føle mig en smule anstændig.



Kh. Bip.