Læs dagbog

Jeg er psykopat

En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 13. juli 2018 23:19

Der er virkelig sket noget siden sidst.

Efter mit sidste dagbogs-indlæg, er jeg blevet revurderet...

Min ellers gode kaffe-veninde, gik ballistisk efter at have læst den...
Jeg modtager hver dag svinere via sms.

Hun startede med at skælde ud, for derefter at fortælle mig at hun aldrig ville kontakte mig mere...
Det løfte brød hun nogle timer senere.

Hun skrev at jeg aldrig kommer videre, samt at jeg er stjerne-psykopat.
Og sådan er det gået siden.
Hver dag adskillige ondskabsfulde sms-er...

Jeg har på intet tidspunk svaret på nogle af dem.
Jeg gider ikke skændes, og slet ikke på det niveau...
Alligevel fortsætter hun med at svine mig...


Måske er jeg psykopat, hun kan da have ret.
Mine psykologer har dog testet mig for personlighedsforstyrrelser, og jeg har ifølge dem ikke nogen.
Det eneste jeg kommer over normalen er på det depressive...

Jeg tror jeg vælger at stole på mine behandlere.


Jeg har på intet tidspunkt tænkt mig at svare på de beskidte henvendelser og de uhyrlige påstande og grunde hun lægger for dagen.
Jeg kan simpelt hen ikke have den eksplosive forvandling fra sød , hjælpsom og venlig, til det uhyre ubehagelige hun er nu.

Jeg har besluttet at købe en ny telefon, og få hemmeligt nummer.
Jeg betragter hende ikke længere som ven.
Der er altså grænser for hvad jeg vil stå model til.
Jeg er ikke det fjerneste i tvivl om at hun har det rigtig dårligt...
Men det ansvar kan og vil jeg ikke påtage mig.
Det må hun klare med sin psykiater.

Jeg vil ikke lade mig trække med ned.
Jeg har det godt,
Hvis hun havde været min kæreste havde det været anderledes.
Men de følelser har jeg bare ikke for hende.

Jeg vil ikke ligge under for at jeg ikke tager mig af hende nu hun har det sådan, og handler som hun gør.
Jeg vil have så godt et liv jeg kan få...

Måske er det strengt af mig.
Men sådan er det altså blevet.
Den grænse man ikke skal overskride hos mig, er der blevet trampet godt og grundigt hen over.

Så sådan bliver det.


Kærlig hilsen, Bip.

Kommentarer fra andre brugere

Knus bip pas på dig selv ik

Skrevet af Anonym, 14. juli 2018 03:30

Jeg er nu bare lidt ked af du ikke har skrevet tilbage, da jeg så dig som en ven?;) Håber dog du for fred for den person, det fortjener du bestemt ikke.

Ha det pænt.

Juze.

Skrevet af juce, 15. juli 2018 20:45

Hvis jeg havde vist at dette var det sidste du skrev, ville jeg aldrig ha stoppet:( Jeg elsker dig, turde ikke gi dig hele mit hjerte, og nu er det alt forsent:`( Jeg aner ikke hvornår du gik til himmels eller hvad tidspunkt, jeg ved ikke om du var bange? havde ondt, hvilket jeg tror, for jeg fik selv en infektion i Fredags og har ligget med høj feber og mange smerter i kropen:( det gør mig ked af at vide du led jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre:X har mest lyst til at lukke mig inde, drukne mine sorger, og bare ligge som en statue på sofaen;( Men jeg ved at du nu er samme med din elskede prinsesse, hun har savnet dig, og jeg kan se jeg holde om hinanden imens i smiler. Du er hvor du gerne ville være, men man kan ikke både være her på jorden og i himlen kære ven, alt min omsorg går til din søn og broder, dine venner og for os herinde, som du gav så uendeligt meget. Jeg vil aldrig glemme dig, og jeg vil savner dig rigtigt meget, du er var og vil altid være helt igennem speciel for mig Tak for dit fantastiske venskab R.I.P Juze.

Skrevet af juce, 25. juli 2018 14:46

Ja, livet er på en gang vidunderligt og samtidig flygtigt og til tider svært at leve.

Da du skrev detteher dagbogsindslag, havde du ikke den vildeste fantasi om, at du bare 10 dage senere var rejst over regnbuen for altid.

Mange tanker ville sikkert være fløjet igennem dit sind - for hvad med din søn og de andre som betød noget for dig. Hvordan ville du have forberedt dét, som ikke ville kunne udsættes. Datoen var sat den 23. juli (har jeg set) var din dag.

Det er så mærkeligt, at du nu er rejst. Men Annette står og venter på dig. Mine tanker går til din unge søn, som nu skal vandrer uden dig.

Skrevet af Anonym, 25. juli 2018 18:06

Jeg savner dig, og lige som jeg troede du nu var ude af mit sind, kommer du tilbage. Men du har ændret mit syn på virkligheden, og du for mig til at kæmpe endnu mere, for igennem dine himmelske øjne, kan jeg se hvor kort livet er. Så min ven, hold fast på din prinsesse og sæt jeg på en smuk sky og kik ned, uden flere smerter og bekymringer, og vid jeg tænker og længes efter at komme op og hilse på jer:) Men tiden er anderledes hernede, og uendelig uden ur der tikker hos jer, så jeg må vente og ha tålmodighed og prise mig lykke for de mennesker der er hos mig. Tak Bip for din støtte:)

Juze:)

Skrevet af juce, 16. januar 2019 01:49