Læs dagbog

I går var jeg i Distriktpsykiatrien.

Min bo-støtte deltog, socialrådgiveren fra Jobcenteret, overlægen, og så jeg selv.

Vi skulle tale om hvorvidt jeg skal fortsætte med ECT, eller om en anden plan kunne realiseres.

Overlægen hørte på mine ret grimme oplevelser med narkosen, og om at effekten af ECT var yderst begrænset i øvrigt.
Hun spurgte ind til hvordan jeg i øvrigt havde det, og havde haft det...

Jeg fortalte at jeg ikke havde det så godt, og ofte kunne græde i dagevis uden at vide hvorfor.
Vi talte også lidt om hallucinationer, som jeg faktisk ikke har haft noget nævneværdigt af i lang tid nu.

Overlægen sagde at hvis jeg fik det skidt med selvmordstanker og lign, så skulle jeg tage ud på skadestuen.
Hvis det var om dagen, kunne jeg ringe til hende, så ville hun forberede skadestuen på at jeg kom.

Det var meget tilfredsstillende.

Der er bare det problem at jeg også skal der ud..
Jeg kunne ikke forestille mig at cykle derud i sådan en tilstand, lige som bus og tog forekommer ubrugeligt i den situation.
Så vi blev enige, bostøtten og socialrådgiveren, om at jeg bare måtte tage en taxa.
Så må vi senere finde ud af få den refunderet på en eller anden måde.

Jeg tager nok ikke på skadestuen alligevel, synes jeg har været indlagt nok nu....
Og kan ikke lide at komme og pive.

Men rart at have muligheden.


Jeg fik så en ny behandlingsplan.
Der justeres på medicinen jeg ikke får så meget af i forvejen, Lamotrigin.
Derfor skal jeg ikke endnu have dosispakket medicin, det må vente til justering af medicin er færdig.

I stedet ringer vi onsdag, og aftaler at der kommer en sygeplejerske og tæller min ret omfangsrige medicin op.
Så stresser jeg ikke over det.

Og så har jeg fået sovepiller, og de skal bidrage med at få en bedre døgnrytme.

Blodprøve om fjorten dage, og tid hos overlægen (kanonsød) om knap en måned.


Min socialrådgiver fra Jobcenteret fik at vide at jeg ikke skulle i praktik eller lign.
Jeg skal have ro.

Jeg nævnte at jeg gerne ville tjene nogen penge, hvorefter jeg fik at vide at jeg godt kunne risikere at ende på pension.
Men at jeg så ville kunne finde et lille job som ikke stresser mig.
Det havde flere af overlægens patienter, og det fungerede fint.

Så kan jeg tolke i det som jeg vil.
Men socialrådgiveren regner med at forlænge mit ressourceforløb en gang mere, til sommer.


Jeg skal ikke lægges i narkose og heller ikke have ECT.
Jeg sagde at hvis alt andet ikke virkede, så ville jeg gøre det igen, men ikke før.

Der var stor forståelse for det voldsomme ubehag jeg har oplevet.
Og det var rart.

Alt i alt en god konsultation.
Og jeg kan igen føle at der sker noget.
Nogen gange er det sgu ok at være sindsyg...

Love, peace and understanding to ya all...