Læs dagbog
Bisættelsen
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 22. marts 2018 19:04
I dag blev min far bisat.
Kisten var hvid, med udskårne kors... Rigtig pæn.
Oven på var den dækket med tulipaner.
Min bror, min søn og hans kæreste, samt min faders kærestes datter og søn, var der også.
Og så nogle af fars venner, som jeg også kender rimelig godt.
Præsten, hun var fantastisk.
Velvalgte skriftsteder, gode bønner, og en virkelig god tale om far og hans liv.
Min søn og jeg holdt om hinanden mere end én gang...
Selvfølgelig tabte vi nogle tårer.
Jeg var rigtig stolt af min søn.
Han klarede det fantastisk, og tog den tunge ende af kisten da vi skulle bære den ud.
Det var hårdt at se rustvognen køre væk med far...
Der løb vandet fra øjnene i en mindre flod...
Vi havde et rum i et kaffeterie lige over for kirken.
Dér havde vi en ret hyggelig stund.
Fik talt med gamle venner, drukket lidt kaffe og the, samt spist lidt kage.
Det var et rigtig pænt sted, og virkede eksklusivt.
Bagefter blev vi (søn, hans kæreste og jeg) hentet af en rigtig god veninde, som også havde kørt os dertil.
Dejligt...
Det er en tom fornemmelse at far er væk.
Han har altid været der, et sted derude...
Og pludselig ligger han fuldstændig hjælpeløs, og glider ind i døden...
Dét chokerede mig voldsomt at se ham sådan.
Han har altid været stærk, og har aldrig fejlet noget...
Men som præsten sagde, så er vi her jo kun en stund.
Men kærligheden, den er evig.
Nu er jeg alene...
Hører lidt musik, sidder og græder det meste af tiden.
Jeg ved godt hvorfor, men det føles underligt alligevel.
Jeg tænker at det til dels kan tilskrives medicinen...
Det er som om gråden kommer dybt indefra, og lidt ude af trit med mine bevidste følelser...
Men sorgen er der altså.
Et kapitel er afsluttet.
Et nyt skal begynde.
Og kærligheden, den skal bestå...
Må Gud finde behag i min far.
Kærligst, Bip.
Kommentarer fra andre brugere