Læs dagbog

Jeg har af min psykiater fået at vide at jeg bør henvende mig på psyk. skadestue, hvis jeg enten hallucinerer eller har selvmordstanker...

Hun er godt klar over at jeg ikke er meget for det, så hun har tilbudt at ringe til skadestuen og forberede dem på at jeg kommer.
Selvfølgelig kun om dagen når hun er på job..

Det er jo et flot tilbud, for jeg kan også bruge det hvis jeg er på skadestuen efter en nat dér..

Måske er tilbuddet fordi hun siger, at jeg ikke viser følelser, når vi taler sammen?
Det skyldes en fortid, hvor jeg skulle passe på med ikke at gøre mor oprørt...
Den slags fik nemlig ubehagelige konsekvenser..
Jeg kunne simpelt hen ikke rumme hende, og til dels heller ikke min far.
Hvad gør man så?
Jo, man lærer ikke at græde, og ikke vise når man har smerter.
Og jeg var god til det den gang...

Det har dog ført til en kold facade...

En facade der revner lidt i disse år, hvor jeg spontant kan begynde at tude (for satan hvor jeg hader det) spontant..
Men ikke når jeg er på psyk..

Så en hjælpende hånd er rar.


Nu har jeg så ikke brugt "tilbuddet" om at møde op på skadestuen.
Jeg skal vist helst indlægges direkte, nærmest med tvang, fra et besøg i distriktpsykiatrien, for ellers undgår jeg det..

Jeg har været indlagt to gange siden i sommers.
Det forekommer mig at være rigeligt...
Men det er åbenbart kun mig som synes det er nok?

------------------------------

Jeg har hallucineret igen nogle gange...
Ikke så meget nyt i det.

Og jeg har stadig de sygeste drømme...
Ikke rigtige mareridt, men decideret ubehagelige af slagsen.

Her sidst var jeg med Jehovas Vidner på en lejr.
Jeg fik mig bragt på kant med dem, og det førte til at de kørte hjem uden mig.
Da det jo var en drøm, så blev jeg alligevel samlet op af den bus som var kørt...
Dér i bussen, måtte jeg gå rundt og forklare mig og sige undskyld...

Det lyder måske ikke af meget ubehag, men det var det faktisk...
Og den stemning det bringer mig i, er hos mig et godt stykke tid efter jeg er vågnet.

Jeg er ikke i tvivl om at der er masser af symbolik i mine drømme.

De er en bivirkning af noget af det psykofarmaka jeg indtager.
Abnorme drømme kaldes det...

-------------------------------

Jeg tænker meget på selvmord for tiden..
Er træt af at beskæftige mig med det lort, men det er som om jeg ikke selv bestemmer...

Lige nu er det kniven som frister.

---------------------------------

I morgen kommer min mentor, eller bostøtte som jeg kalder hende...
Så skal der tømmes postkasse og tjekkes e-boks...
Jeg gider det ikke..
Ubehaget sniger sig ind på mig når jeg gør de ting.
Men det er vel netop derfor jeg har en mentor.

----------------------------

Socialrådgiveren fra jobcenteret kørte mig på hospitalet tirsdag.
Jeg lod hende gå med ind til konsultation.

Da vi kørte hjemaf, fortalte jeg hende at jeg savnede at tjene nogle penge..
"Det kommer du til igen", var hendes svar.

Tjaeh, så vidt jeg husker er jeg sygemeldt på fjerde år, snart femte.
Og jeg ser ikke en mirakuløs helbredelse for mig.
Det gør min psykiater heller ikke.
Hun har konstateret at jeg skal undgå enhver form for stres...

Og alle, fra Jobcenteret, over hospitalet og psykiatrien, støtter mig rigtig meget i min hverdag..

De ved jeg har brug for hjælp, og giver rigtig meget.
Men de kan heller ikke se mig i job, som jeg har det nu.

Eneste problem er bare at jeg godt selv ville tjene nogle penge.
At være i ressource-forløb giver kun hvad der svarer til kontanthjælp.
Jeg har næsten det dobbelte når jeg arbejder.

Når de fra folketingets side taler (snakker sgu) om at det skal kunne betale sig at arbejde, så kan jeg kun undre mig over deres grænseløse løgne, og den måde de vildleder befolkningen på.
Og de har lige lavet yderligere stramninger..

Vi har ikke råd til en ordentlig kontanthjælp, men det er intet problem at bruge mange milliarder på militær oprustning...
Det er rendyrket svineri...

---------------------------

Nå, en stor omgang sludder denne gang...
Men trængte til at gentage mig selv...