Læs dagbog

Hej Catalina

Jeg ved ikke, om det hjælper noget, men jeg forstår det godt. Mad og vægt fylder også rigtig, rigtig meget i mit liv. Også selvom jeg er normalvægtig. Jeg ser også mig selv som meget større, end jeg er. Når jeg er på hold i fitnesscentret, og der er en kvinde med, der måske vejer lidt for meget, så tænker jeg fx, "nå, hun er også lidt tyk, dejligt så er jeg ikke alene". Så tænker jeg "også??", jamen jeg er jo ikke tyk mere. Men min hjerne kan ikke forstå det. Bare for at sige, at du ikke er alene.

Jeg ved ikke, om det betyder noget, at vi er gået op og ned i vægt nogle gange? At hjernen simpelthen ikke kan følge med? Men ellers tænker jeg selvfølgelig spiseforstyrrelse eller i hvert fald et forskruet forhold til krop og vægt. Og det er pisse svært for at sige det lige ud. Det er svært at komme ud af igen. Får du professionel hjælp eller har overvejet det?

Jeg synes, du skal øve dig i at sige det højt eller skrive om det. Jeg tror, det kan hjælpe. Også selvom jeg godt ved, at mange mennesker så vil sige, "jamen du er da ikke for tyk", og også selvom jeg godt ved, at du i starten vil afvise det, fordi du stadig føler dig tyk. Men måske hjælper det lidt alligevel? Måske ikke med det samme, men måske med tiden?

En lidt rodet kommentar ... jeg føler, jeg kunne sige så meget, for jeg genkender dine tanker, og jeg ved, hvor svært det er. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dig. Jeg håber, du får hjælp andre steder fra. Du fortjener ikke at have det så skidt!

Kh jhn

Skrevet af JHN1, 8. oktober 2016 21:40

Hej jhn

Tusind tak for din kommentar 😊
Åh det der med at se på andre kontra en selv og se hvordan kroppen virkelig ser ud.
Det at føle sig ligeså tyk som en der vejer meget mere..
Og du kender nok også det med at når man så har tabt sig så går man automatisk efter større tøj str end man faktisk skal bruge !!
Det siger da noget om hvordan man ser sin krop større end den reelt er !!
Jeg går ikke i behandling for SF. Jeg taler aldrig om det. Bor på et bosted og ingen ved hvor svært det faktisk er.
Er flov tror jeg.. Jeg hader at de ved jeg spiser.
Ellers ville jeg jo ligne et skellet. Og det er jeg langt fra !!
Hvorfor er det SÅ skamfuldt at spise ?!
Jeg spiser meget sjældent sammen med folk. Hvis jeg er i byen osv.
Kan spise sammen med min familie men ellers ikke..
Kender du mon det ?

Igen: mange tak for kommentar. Rart at vide man ikke er alene i dette helvede.

Skrevet af Catalina, 9. oktober 2016 09:54

Hej igen

Tak for din hilsen!

Ja, du kan tro, jeg kender det med at gå efter større tøjstørrelser. Det gør jeg også stadigvæk. Jeg var engang lige ved at blive sur på en ekspedient, fordi han sagde, jeg skulle have en str 40, og jeg vidste jo, at jeg var meget større - men det var jeg så ikke. Ja, det er sgu mærkeligt!

Det er virkelig synd for dig, at du ikke snakker med nogen om det. Det ville jeg ønske, du ville gøre. Ja, hvorfor er det skamfuldt at spise. Føler du ikke, du har lov til at være i verden og fylde og gøre gode ting for dig selv?

Jeg har det også svært med at spise foran andre. Dengang jeg læste, spiste jeg på toilettet, fordi jeg var flov. Nu går det bedre, men jeg vil helst spise alene. Så ja, det kender jeg godt!

Åh, men hvor ville jeg ønske for dig, at du havde nogen at snakke med. Du behøver ikke snakke spiseforstyrrelse til at starte med, for det handler jo også om alt muligt andet end mad. Jeg snakker med en sød personale på det værested, jeg kommer, og det hjælper mig så meget.

Nej, du er bestemt ikke alene! Jeg tror, vi er mange, men der er også mange, der har det ligesom dig og ikke bryder sig om at snakke om det. Godt hvis du kan skrive lidt her!

Mange tanker til dig fra jhn

Skrevet af JHN1, 9. oktober 2016 12:30

Hej igen
Du har nok fat i noget der.. Med at have svært ved at gøre gode ting for en selv.
Den sidder dybt i mig. Fortjener det ikke. Er ikke noget værd. Er forkert. Osv osv.
Trist egentlig men den eneste der kan ændre det er jo mig selv..
For andre synes måske godt at jeg er et godt og kærligt menneske.
Fuck det er svært selv at se og mærke.
Kender du det ?

Jeg er faktisk lige startet i behandling på mit bosted. Men tør ikke nævne noget om mit forhold til mad og vægt.
For.. Jeg er jo normal vægtig så hvad er problemet. Det er jeg bange for folk tænker hvis jeg siger det.
Men det ville være godt at få det bearbejdet for det sidder rigtig dybt !!
Som du også skriver så handler det jo slet ikke om mad og vægt.
Men om at man har nogle dybereliggende problemer og vanskeligheder.
Jeg har ofte sagt at det er en måde at overleve på..
At gå ind i den bobbel der. Hvis du forstår ?

Kh. Cat.

Skrevet af Catalina, 9. oktober 2016 13:15

PS. Jeg tror faktisk jeg vil prøve at skrive lidt herinde som du nævner.
Måske det kunne være godt for mig 😊

Skrevet af Catalina, 9. oktober 2016 13:18

Ja, du kan tro, jeg kender det - det med ikke selv at kunne se, hvad man er værd. Jeg ved heller ikke, hvorfor det er så svært. Jeg føler mig også forkert og ikke noget værd, selvom andre giver udtryk for, at jeg er et rart menneske.

Hvis du har nogle ordentlige behandlere, vil de ikke sige, at du jo er normalvægtig, og at det ikke er et problem. Man kan jo sagtens være syg, selvom man har en normal vægt.

Ja, jeg forstår bestemt godt det med at gå ind i en boble og flygte fra det hele som en måde at overleve på. Så fokuserer man på noget andet end spisningen og får lidt fred.

Jeg håber, du finder modet til at snakke med nogen en dag, som forhåbentlig kan hjælpe dig!

Skrevet af JHN1, 9. oktober 2016 16:56

Ja helt bestemt. Man kan sagtens være syg selvom man er normal vægtig.
Må se om jeg kan tage mod til mig og lukke nogen ind i min boble.
Hvordan snakker du om det ? Hvad siger du osv ? Hvordan tager du hul på det ?

Skrevet af Catalina, 9. oktober 2016 17:13

Jeg fortæller personalen ærligt om mine tanker. At jeg gerne vil tabe mig mere, at jeg nogle gange sulter, fryser osv med vilje, at jeg tænker på spisning hele tiden, at jeg vejer mig alt for ofte osv. Så snakker vi om, hvad jeg kan gøre anderledes. Hvordan jeg fx kan prøve at gøre lørdag til en dag uden så meget motion, hvordan jeg kan prøve at få et ekstra måltid om ugen for ikke at tabe mig for meget osv. Praktiske ting.

Men vi snakker også meget om, hvad der er årsag til spiseforstyrrelsen, hvorfor jeg ikke føler mig noget værd, hvorfor jeg skulle være så forkert, som jeg føler mig. Vi tager små ting ad gangen. Ikke det hele på én gang. Måske kan der være en dag, hvor det hele bare er noget lort, og så snakker vi måske bare 5 minutter om, hvordan jeg kan gøre det til en bedre dag, så jeg ikke tænker på spisning og vægt hele tiden. Fx ved at meditere eller læse. Så der ikke hele tiden er fokus på spisningen, selvom det er det, der fylder meget hos mig.

Hvis jeg ikke kan sige tingene lige ud, skriver jeg, og så læser hun det, og vi snakker om det ud fra det.

Kunne det være en idé for dig at skrive det ned, du synes er svært? Evt vise behandleren din dagbog? For det kan godt være svært at tage hul på det, som du siger. Måske kan du starte med at sige, at du har det svært med din vægt og så bede din behandler om at stille dig nogle spørgsmål? Spørgsmål hjælper mig, fordi jeg kommer til at tænke anderledes.

Jeg tror, det sværeste er at sige det højt første gang. Når der først er hul, så synes jeg, det går nemmere.

Pøj pøj med det! Du kan godt!

Skrevet af JHN1, 9. oktober 2016 18:37