Læs dagbog

Jeg var lige fyldt 18. Da jeg havde kæmpet med depression i nogle år, måtte jeg indse, at jeg ikke længere kunne holde til at gå i skole eller have et arbejde, da det kun blev værre.

Jeg kunne ikke engang komme ned på jobcentret den første måned og sørge for, at jeg fik ydelse, indtil min mor besluttede, at nu skulle vi få det ordnet. Der var så mange papirer, som jeg skulle have printet, fundet og afleveret, og det var så svært at finde rundt i.

Da vi kom ind til behandleren manglede jeg nogle papir, og jeg skulle derfor komme igen og aflevere dem.

På vej ud af døren med min mor, siger behandleren nedsættende til mig: "Og næste gang, behøver du ikke tage din mor med".

Jeg har aldrig følt mig så uselvstændig i hele mit liv. Jeg følte mig så dum, umoden og til grin. Snart 3 år senere får jeg stadig flashback om det i mine dårlige perioder og fortryder gang på gang, at jeg ikke stod op for mig selv og sagde noget.