Læs dagbog

Det her i min første dag på depnet. Og det her er mit første dagbogsindlæg.

Jeg har den sidste tid søgt og søgt efter et sted hvor jeg følte jeg ikke er alene. Det har været svært.
Det der med at tage steppet og søge andre/fremmede mennesker, men jeg nåede dertil at det måske kunne hjælpe.

Jeg har depression. Jeg har nok haft det i let grad i mange år, men det har virkelig taget til og det bliver ikke lettere.
Jeg har altid været stærk for mig selv. Har oplevet svigt i barndommen og har altid klaret mig igennem livet selv, stået meget på egne ben, siden en alder af 10 år og kommet igennem så meget pskykisk belastning fra andre.

Men i januar indså jeg, at jeg ikke kan være stærk meget længere, for så vælter alt..

Jeg er så skide ked af det hele tiden.
På torsdag skal jeg til lægen for 3. Gang. Første gang var den 5. Februar.
Forhåbenligt kommer lægen frem til hvad behandling jeg skal have. Indtil videre hælder hun til en “pakkeløsning”. Men det har fandme været en hård måned at komme igennem, når jeg bare har brug for hjælp.

Det som tager rigtig hårdt på mig de her dage er at mine to eneste veninder ikke er der. De ved jeg er nede i et dybt hul. Den ene har jeg kendt halvdelen af mit liv. Hun har været min bedste veninde siden jeg var 13. Den anden har jeg kendt er par år, men hun har selv lidt af depression.
Det der går igennem mit hoved er “hvor er de henne?” Hvis jeg ikke selv ringer til dem, og rækker ud, så er jeg bare luft. Det føles i hvertfald sådan.

Tilbage i november oplevede jeg ikke at kunne få fat i nogle af dem og der gik henholdsvis 5 og 14 dage før de vendte tilbage, men i et ander sammenhæng. Fik fortalt dem efter noget tid at jeg følte mig virkelig ensom og havde brug for dem og at de var hårdt at ingen af dem havde været der. Når vi taler så får man den sædvanlige om at man altid kan komme til dem osv.
Men måske kunne jeg godt bare bruge at de gad at ringe og hører hvordan det hele går.
Det er gået mange uger siden de sidste hørte fra mig rigtigt. Men har besluttet at vente på at se hvornår de beslutter sig at være mine veninder.

Oveni købet er det stort set samme historie med min far..

Men hvor føler jeg mig sol en total byrde og skide egoistisk At forvente de er der?

Selvom jeg er heldig at have den bedste kæreste (som i øvrigt også mener de ikke er særlig meget værd, når jeg endelig virkelig har brug for dem), og har en skøn faster som lytter så længe jeg har brug for at tale, så falder mine tanker alligevel hen på tre personer, som jeg bare godt kunne bruge et opkald fra..
Tre personer som jeg føler burde være der lige nu?

Og jeg aner ikke hvordan jeg skal takle det, andet end være ærlig, når de engang kontakter mig?
Men føler mit hjerte bliver knust mere og mere for hver dag der går :’(