Læs dagbog

Jeg har været ude af min medicin i 2 måneder nu. I starten var det bare skide fedt at jeg kunne undvære det. Inden for den sidste måned er det så gået langsomt ned af bakke. Om det er depression eller stress, det ved jeg ikke. Jeg er i gang med min eksamen. Afleverede min rapport i tirsdags. Op til da har jeg været ekstrem tidspresset. Jeg har ikke haft tid til at være mig selv.

Jeg stresser over, og er ked af, at mine venner bor langt væk fra mig - spredt i alle retninger. Jeg bliver så urimeligt ked af det når min kæreste helt spontant aftaler noget sine venner. Han har mange som han oftes ses med. Jeg har tre, hvoraf jeg kun ses ofte med den ene.
I klassen går det heller ikke særligt godt. Klassen er splittet i to. Dem som går i byen sammen næsten hver weekend og dem som ikke gør. Jeg høre til dem som ikke gør, og alligevel føler jeg ikke at jeg har noget til fælles med denne gruppe.

Jeg føler mig kedelig. Hvis jeg kigger ud i fremtiden er det eneste jeg ser glæden ved er, at få børn og at være sammen med min kæreste. Men det kan jeg jo ikke bygge hele min identitet op på. Min kæreste jeg har i 3 måneder prøvet på at gøre mig gravid. Jeg er gået to dage over nu... Jeg er spændt og samtidig har jeg den tanke om det er fuldstændig hen i vejret at sætte et barn til verden, når jeg pt. er så utilfreds med så mange ting...
Min kæreste er sød og siger, at verden har fortjent mig som mor.

Det er jo heller ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at tale med folk. Jeg føler mig bare utilstrækkelig og kedelig. Jeg er HSP'er, så jeg har bare heller ikke det helt store behov for at lave alt muligt vildt, da jeg hurtig bliver træt og synes det er spild af tid. Jeg føler mig sku gammel selvom jeg kun er 25 år. Jeg orker bare ikke denne her følelse.

Tager til lægen i morgen, for at se om han kan hjælpe mig!