Læs dagbog

For et år siden prøvede jeg at trappe ud af min medicin, men blev grebet af " JEG KAN KLARE DET HELE", så gik alt for hurtigt ned i medicinen, og endte med stor-tuderi og angst.

Nu prøver jeg igen, med samarbejde med min læge hele vejen. Min kæreste har været stabil i 1½ år, og han siger han har det bedre end han nogen sinde har haft det (uden mani). Vi har nu planer om at vi skal prøve på om jeg kan blive gravid om godt et år, så det passer med at jeg kan blive færdiguddannet som pædagog, og min kæreste blive færdig med sin it-teknolog uddannelse og få fast arbejde.

Jeg er SÅ skruk, og det er endnu være med min kæreste. Pt. har vi været sammen i 2 år.
Men før jeg bliver gravid er det også vigtigt for mig at være ude af Cipralex, som jeg har været på i snart 6 år.

Jeg er nu, efter snart 3 måneder, nede på halv dosis, og har ikke mærket særlig meget til bivirkninger. Jeg har kun været påvirket en enkelt uge med KÆMPE temperament og en enkelt tudedag. Så det går jo godt :)


Noget som jeg ellers synes er yderst svært for tiden er det, at jeg ikke bryder mig om at feste og det der forventes af at være ung. Jeg gider det simpelthen ikke, og føler mig ret så forkert på det punkt. I mit hoved har jeg allerede stiftet familie og har fokus på det... Det er så svææært at vente. Jeg hader det, og det er virkelig det der fylder det hele.
-Men fornuften skal jo følge med. Hold kæft hvor er det hårdt!!!

Dio