Læs dagbog

Det er længe siden det sidst skete.
Sidste gang blev jeg apatisk som jeg plejede og lod det ske fordi det bliver værre hvis man stritter imod.
Men jeg prøvede at få ham væk. Jeg prøvede at rive ham men det virkede ikke. Jeg prøvede at slå ham men så låste han bare mine arme. Jeg prøvede at sparke ham men så lagde han sig bare oven på mig.

"Shhh, jeg skal nok være sød ved dig"
"Det er sjovt som I har samme forsvarsteknik"
"Bare rolig, du har jo prøvet det før"

Jeg nåede at tænke mange ting.
Jeg kunne ikke komme væk men min telefon lå under puden og det vidste han ikke. Jeg kunne ringe til L som lå på sofaen og håbe at hun vågnede og opdagede det...
Nej. Hun sover for dybt og hun ville sikkert ikke tro mig.
Jeg kunne måske ringe op til 112 og håbe på at de kunne regne ud hvad, der skete...
Nej. Min sag ville være alt for svag og det ville ikke løse noget som helst. Og det ville tage så lang tid, det er slet ikke det værd.

Det er sjovt som et øjeblik kan vare så lang tid når man er midt i det!
Jeg aner ikke hvor lang tid det tog men det føltes som lang tid..

Jeg endte med at stoppe med at gøre modstand når nu det ikke virkede at fake et anfald. For da han så slap min arm kunne jeg skubbe ham ned fra sengen og så løbe ind og gemme mig bag L.
Jeg kan ikke huske at jeg har hyperventileret og hulket som jeg gjorde der. Jeg blev slået helt tilbage og havde en inderlig trang til at gøre skade på mig selv. Jeg var endda lige ved at ringe 118 og spørge om man kunne blive hentet hvis man trængte til at blive indlagt..

Nah.

Jeg skulle bare have et bad og noget søvn.
Jeg prøver om jeg kan spise noget i dag og så et bad mere og mere søvn.

Shit happens!
Tro ikke at det nogensinde ændrer sig ;)