Læs dagbog

Jeg prøvede at skrive til en "veninde" i går.
Jeg bruger det ord om hende fordi vi har kendt hinanden i syv, otte år, jeg har været med til hendes bryllup, vi har været med til hinandens fødselsdage og sådan noget.
Jeg prøvede at række ud til hende og fortælle en smule om at jeg er meget alene og gerne ville tale med hende.
Jeg blev fuldstændig afvist. Jeg prøvede at affeje det med at det bare var et øjebliks svaghed og ønskede hende god weekend og det fik jeg intet svar på.

Jeg prøvede at række ud til hende for nogle måneder siden også og fortalte hende at det sårede mig rigtig meget at hun talte med min kæreste bag min ryg når han nu havde blokeret mig og godt vidste at min netværk var -meget- lille og at jeg ville trække mig hvis han var der.
Hun sagde med det samme at jeg ikke skulle blande mig i hendes venskaber, det var selvsabotage at sige sådan nogle ting til hende og det var i øvrigt bare ligesom dengang hun slog op med sin kæreste.
Det er jeg ret uenig i.
Hun slog op med sin kæreste og kunne så græde snot hos sin mand og alle sine venner.
Jeg holdt pause med min kæreste for at få det bedre så jeg kunne være en bedre kæreste for ham og så ignorerer han mig og fortæller mig at han har forelsket sig i en anden og blokerer mig så.
I det øjeblik mistede jeg ikke kun mit livs kærlighed og min kæreste gennem syv år, jeg mistede min bedste og eneste ven og fortrolige gennem tolv år!
Jeg er helt alene lige nu og "veninden" virker fucking ligeglad.

Hvad gør man når man hele tiden bliver afvist når man prøver at række ud?
Jeg har ikke selvværd til at tænke "Jeg er det værd så jeg prøver igen". Tværtimod føler jeg altid at jeg er i vejen og belemrer folk når jeg snakker til dem (især når de fortæller mig at det er selvsabotage når jeg gør)

Jeg vil så gerne have nogen at snakke med men jeg ved ikke hvordan jeg gør :'(