Læs dagbog

Jeg undskylder på forhånd til dem, der læser dette. Jeg håber ikke at jeg ødelægger jeres dag eller humør men undskyld hvis jeg gør.
Jeg har ikke skrevet herinde meget længe. Jeg har ikke turde. Jeg er bange for at gøre noget forkert. For at sige noget forkert. For at være forkert (hvilket er åndssvagt for der er ingen tvivl om at jeg ER forkert).
Jeg er bange for at være til. Jeg er bange for at være i vejen. Jeg er bange for at gå ned at handle for jeg er bange for at være i vejen eller gøre noget forkert. Jeg er bange for at gå ned med vasketøj for jeg er bange for at gøre noget forkert. Jeg er bange for mennesker, der taler til mig, for jeg er bange for at sige noget forkert.
Jeg er bange for at gøre noget i mit hjem for hvad nu hvis jeg generer naboerne? Her er meget lydt og jeg ved jo ikke hvor belastende mine naboer synes jeg er.
Jeg er bange for at gå til lægen for jeg er bange for at få at vide at jeg spilder deres tid.
Men det er jo dumt. Hvorfor være bange for det når jeg ved det i forvejen?
Jeg er i vejen. Jeg er forkert. Folk kan ikke lide mig. Jeg er en belastning. Besudlet og belemrende. En pestilens. En eksistens som ikke kan forsvares og som ikke burde være til.
Og jeg er bange for at skrive det herinde. Bange for at ødelægge noget for jer andre. Jeg prøver at gøre mit for ikke at være i vejen. Blive hjemme så meget som muligt. Gå i grøften i stedet for på fortovet, så der er plads til de rigtige mennesker. Stille mig bag skraldespanden når jeg venter på bussen, hvor jeg hører til. Sige nej til invitationer så folk ikke skal belemres med min tilstedeværelse.
Jeg kunne sikkert gøre mere.
Jeg burde gøre mere..
Men alt, jeg gør, er forkert.
Jeg er forkert.
Undskyld.