Læs dagbog

Jeg vil så gerne have nogle at række ud efter eller nogen at snakke med.
Jeg vil så gerne i terapi men det er mindst en måned væk. En måned er meget lang tid når man føler at man står midt i et sammenbrud!
Jeg vil så gerne have nogle forældre jeg kan tale med men det kommer bare ikke til at ske.
Jeg ville så gerne kunne tale med hende jeg troede var en veninde men jeg tør ikke skrive til hende efter hun kaldte mit forsøg på samtale for "selvsabotage".
Jeg er virkelig bange for at være i vejen eller sige noget forkert og så miste illusionen om den sidste jeg har tilbage som måske kunne ligne en ven.

Jeg savner virkelig min bedste ven.
12 år var han min bedste ven og jeg stolede virkelig på ham. Jeg havde tillid til ham og jeg turde fortælle om mine følelser men jeg er blevet blokeret og jeg ved ikke helt hvorfor.

Jeg er efterhånden vant til at være alene hele dagen og hele aftenen, selv på arbejdet var jeg helt alene.
Nogle dage ringer min mor og så snakker vi i 1-3 minutter og det er så den menneskelige kontakt jeg har.
Jeg har sagt at jeg savner kram men jeg savner også en at tale med.
Bare lidt...