Læs dagbog

At være forelsket, at have crush eller hvordan man ser på det - er det jeg altid søger. Både bevidst og ubevidst.
Det er altid spændende og dejligt. Følelsen som jeg altid savner, når den ikke er det. Jeg har dog været I stand til at være i længere forhold. Men når det er mislykket ender det altid ud i en lille depression.
Jeg troede faktisk at det var en del af min efterhånden kroniske depression eller min ADD, men nej. Jeg er bare sådan, at jeg lader de følelser stikke helt af.
Det har altid været en god følelse at få opmærksomhed fra en mand (og én enkelt pige).
Jeg forsøger egentlig at holde det for mig selv, ved mange af dem, specielt de sidste mange år har et par stykker ingen anelse haft. Nogle af dem herinde fra. Nogle har jeg mødt gennem mit arbejde.
Det er en mærkelig følelse af "the one that got away", men også at jeg ikke stoler på mig selv, på det område.
Fysisk jo, men ikke emotionelt.

Lige nu er jeg i sådan en periode. Jeg kan slet, slet ikke stoppe mit tankemylder og pludselig har jeg svært ved at sove og spise.
Det går over i løbet af nogle måneder eller når jeg ikke længere ser ham på arbejdet mere, men på den anden side har det fået mig til at tage det ét skridt videre, så jeg ikke stopper på arbejdet helt, men bliver vikar.

Selvom jeg håber på at se ham, så håber jeg det, rationelt, slet ikke.