Læs dagbog

Pudens bløde ydre omslutter næse og mund. Holder vejret og håber desperat at det vil lykkes og at jeg endelig kan få fred.
Kroppen kæmper kraftigt imod, men viljen står imod for kroppens kamp om overlevelse, og jeg holder puden tæt mod hovedet med rystende hænder. Efter noget tid må viljen opgive og i et febrilsk forsøg trækker kroppen luft ind. Ilt til de ømme muskler. Ømme efter flere timer med gråd, kramper, rysten, ustyrlige tanker og ikke mindst hede. Hede, grundet flere timer overdækket af den tykke dyne, i et forsøg på at undslippe alt udenfor den beskyttede lille hule.
I et forsøg på overlevelse kæmper kroppen for at trække vejret, men pudens tætte indre forhindrer ilten i at slippe igennem. Efter alt for kort tid, tager kroppen helt over og jeg må slippe mit tag på puden. Jeg kommer "op til overfladen" og får desperat trukket luft ind i den nu ømme brystkasse.

Efter flere mislykkede forsøg, må jeg erkende migselv som taber. Kan ikke engang tage mit eget liv...

Neglene borer sig ind i den sarte hud. Smerten tager til, og for en kort tid glemmer jeg det helvede jeg står i. Gang på gang borer neglene sig ind i huden, smerten bliver mere og mere overkommelig, og efter noget tid bliver smerten min bedste ven. Smerten får mig til at glemme alt omkring mig, og hindrer de forfærdelige tanker der konstant går gennem mit hoved.

Men det er ikke nok. Vil stadig ikke leve.. På trods af alle de gode ting jeg har, kan jeg simpelthen ikke stoppe tankerne om at tage en køkkenkniv og stikke den i hjertet, halsen eller bare at hoppe ud et sted. Føler mig så skamfuld, vil jo ikke gøre andre bekymrede, eller smitte andre med min triste tankegang. Er ked af at jeg må udsætte jer for mine forfærdelige tanker, men på en måde føler jeg at det er det eneste sted jeg rigtigt kan gøre det.

Håber inderligt at i andre har det bedre end jeg og at i må have en fantastisk dag. Jeg vil fortsat kæmpe videre... trods alt