Læs dagbog

Førtidspensionistens Realitet

En side i dagbogen "Det Lyriske Skyggeliv"
Skrevet af Fighterinde 2. januar 2021 16:21

Stakkels være den person, der er endt samme sted jeg er.
Jeg græder for et menneske, der altid føler sig til besvær.

Hvis man først er endt på overførselsindkomst, så bliver man dømt.
De stikker deres næser i vejret; skænder på dig, indtil sjælen, den er tømt.

Men så igen; hvilken forskel gør det egentlig, når du allerede var dødfundet.
Efter at have været kastebold i systemet og slaget med kommunen var vundet.

Der er ikke meget tilbage, af den du engang var; det runger indeni, du er tom.
Hvis du kigger dig i spejlet, så ser du kun en skal af følelsesmæssig fattigdom.

Og når du møder nye folk, så løber sveden af dig, når samtalen bliver faglig.
For du er virkelig nervøs for spørgsmålet: "Hvad laver du så til daglig?"

Det er når ordet "førtidspensionist" kommer på banen, at rummet bliver stille og akavet.
Det er som om de ikke kan forstå, at "sådan en samfundsnasser" stadig kan være begavet.

For er man FTP'er, så skal man jo enten være fysisk handicappet eller mentalt dum.
Man må ikke ligne alle de andre normale og især ikke virke smilende og sund.

Næh nej, skal de betale for din overlevelse, så skal du helst mangle et ben eller to.
For kan de ikke se på dig udadtil, at du fejler noget, så får du dem aldrig til at tro.

Der går ikke længe, før de kigger skævt på dig og anklagerne om dovenskab flyver.
Og så det er ligegyldigt, hvor meget du prøver at forklare, de tror stadig du lyver.

Det er meget vigtigt for dem at de kan sætte dig på plads, så du ved hvor du hører hjemme.
At du ikke er noget værd og befinder dig i bunden af ranglisten, lader de dig aldrig glemme.

Du må heller ikke lave noget frivilligt, så du føler at du gør bare en smule gavn.
Niks, de vil have, at du skal sidde alene derhjemme; være elendig og føle afsavn.

Konstant er man under angreb, det føles næsten som om man er sat i stævne.
Først var det tid brugt på Facebook, nu er det glæde, der regnes for arbejdsevne.

Det er utroligt, som man skal have på puklen, bare fordi man er relativt glad.
Hvor i alverden kommer det fra; alt denne mistroiskhed, alt dette had?

Jeg ønsker ikke at være Dansker, når det er med den attitude man bliver mødt.
Alligevel ville jeg aldrig vende fædrelandet ryggen, for i Danmark er jeg født.

Kommentarer fra andre brugere

Hej figtherinde

Det er præcis sådan som du beskrive. En førtidspensionist er enten meget fysisk handikappet, udviklingsforstyrrelse som Autist, Downs syndrom, svær psykisk sygdom.

Alle de fysisk og mentalt raske har svært ved at acceptere en førtidspensionist som lige mennesker som dem selv. Dater man, blive det besværrligt, når samtalen lander på beskæftigelse.

Nemmere er det for alle dem, der kan få "Arne-pensionen" til næste år, da de har slidt sig selv op med slidgigt, de har arbejdet i 40 år.

Førtidspensionen er i bunden af klasserne. (som overrklassen, middelklassen, arbejderklassen, de fattige)

Der har været velmenende kampagner som "en af os" og "People like us" Sidstnævne ser dog ud til at lave succes. Men det kan ikke rykke ved samfundsopfattelsen af hvad en førtidspensionist er. Og forstår ikke, at er slidt op af 4 forskellige ressourceforløb som til sidst har lagt en borger i klemme helt ned og derfor ikke nyder tilværelsen, der er nemlig intet tilbage at nyde.

Nå, det var bare nogle ord.

Skrevet af Åsa, 2. januar 2021 16:53

Hej Åsa.

Tak for din kommentar.

Det er nemlig præcis sådan det er. Vi ses som undermennesker. Især jo yngre vi er og jo mere normale vi ser ud. Der er ikke meget forståelse for de problemer en førtidspensionist kæmper med.

Det er som om folk glemmer, at det faktisk er seriøst svært at få tildelt en førtidspension, man skal have en virkelig nedsat evne til at fungere i et normalt samfund, det er bestemt ikke noget man kommer sovende til, så hvis man først har fået den, så er der altså også en reel grund.

Vejen til førtidspension er en langvarig kamp, der kan tage årevis og man skal være virkelig stærk for at overleve den tid det tager, for kommunen vil tvinge dig igennem alt andet først. Ting som du slet ikke er egnet til og som du tager skade af. Det er så usundt for psyken at sidde fast i systemet så længe.

Og derefter... mens man slikker sine sår, så skal man vænne sig til en hel ny tilværelse hvor man pludselig står med ulideligt meget fritid i hænderne, der kan være sindssygt svært at fylde.

Oveni det, så begynder man at opdage, at normale menneskers syn på en pludselig har ændret sig til det negative. Og det er det sidste man har brug for, når man allerede har det af helvedes til med sig selv.

Det er ikke en dans på roser og det er ikke ferie. Det er barsk og ensomt.

Skrevet af Fighterinde, 2. januar 2021 19:59

Udskriv

Tip en ven