Læs dagbog

Mit hoved det er et stort rod. Et stor sort hul fyldt med angst, depressive tanker og følelser. Hvorfor er det jeg bliver ved med at rejse mig? Jeg sidder lige med følelsen af at jeg er uønsket…Uelsket… Klam… Tyk… Grim… Værdiløs…

Jeg sagde sandheden, for at redde alle andre piger, men hvem redder mig?
Jeg sagde sandheden og alle begyndte at hade mig, valgte mig fra og blev frastødt af mig. Jeg bliver frastødt af mig selv hver gang jeg kigger mig selv i spejlet. Hvad nu hvis de har ret? Hvad nu hvis det hele er min skyld? Måske skulle jeg bare ha holdt min kæft.
Jeg får hele tiden af vide at incest aldrig er barnets skyld, og mødte jeg en ville jeg sige det samme, men jeg kan ikke tro det om mig. At jeg var uskyldig? At jeg var ofret?

De sidste par dage har jeg ønsket at jeg aldrig sagde noget, for ved i hvad? De gentagende voldtægter dag ind og dag ud, den smerte kunne jeg drømme mig væk fra, men smerten jeg sidder med nu, den kan jeg ikke drømme mig væk fra. Smerten af at blive forladt. Kaldt løgner. Smerten af at jeg bliver straffet af andre og mig selv.

Måske ville det hele bare være bedre hvis jeg tager barberbladet og bare får det overstået? Spare alle inkl. Mig selv for smerten? For længslen efter sådan som det var engang. Før det hele startede. Før livet blev et helvede.

Jeg vil ikke dø, men jeg vil heller ikke leve i det her helvede, hvor jeg ikke kan lukke smerten ude. Drømme mig væk til det paradis, hvor alt var glade dage og tryghed.

Den tråd der holdte mig sammen, er knækket. Jeg er knækket. Jeg græder mig selv i søvne hver nat. Der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke hader mig selv. Ikke en eneste dag hvor selvskade ikke er i mine tanker. Længslen efter trygheden.

Det gør ondt inden i og uanset hvor højt jeg råber så forventer folk jeg klare mig selv, at jeg kommer igennem det her selv. Men jeg kan ikke selv, og ingen lytter på mig. Jeg kan ikke trække mig selv op denne gang.