Læs dagbog

I går startede jeh på forbehandlingen, men halvvejs måtte jeg stoppede, da jeg blev så utilpas angående mit mavesår.

I morges mødte jeg ind på sygehuset, blev indlagt og gjort klar til operationen. Der var forsinkelser grundet akutte patienter, men endelig fik de lov til at åbne en ekstra operationsstue så jeg kunne blive kørt ned.
Det var så overvældende, angstprovokerende og utrygt.
Personalet var så kompetente, omsorgsfulde og fik skabt en tryghed.

Da de skulle puste mine lunger op med øget ilt i en maske gik jeg i panik, følte jeg ikke kunne trække vejret. Da jeg prøvede og vride mig løst tog begge kvinder min hånd og aede min hånd, narkoselægen lønnede masken lidt og aede min kind imens han holdte den fast. På den måde fik de holdt mig fast uden jeg følte mig utryg.
Da jeg vågner lidt af narkosen står lægerne og kæmper med alarmerne, mit blodtryk er tårnhøje og jeg havde svært ved at trække vejret selv og under operationen.

Da de fik mig nogenlunde stabil kørte de mig til opvågning hvor mine alarmer gik igen. Efterfølgende gik de on og off.
Pludselig var jeg fuldstændig ved mig selv igen, kunne trække vejret uden maske og ilt, og snakke. Jeg blev kørt på afd.

En operation der skulle tage maks 30 min tog Ca 3-4 timer... de blev nød til at udskrive mig her til aften da lægen ikke havde tid i dag til samtale så det blir i morgen. Og jeg ville gerne hjem i min seng.
Det eneste jeg har fået af vide er at jeg står foran en lang indlæggelse, flere undersøgelser og flere tider på operationsbordet i narkose...

Nu må jeg se hvad lægen siger i morgen..