Læs dagbog

Jeg er træt af ynkelige bange mennesker. Får lyst til at smadre og dræbe og mishandle.

Samfundet, regeringen, folketinget, politikere. Alt sammen ord uden betydning.

Jeg skylder stadig flere penge for hver dag der går.

Ville voldtage en kvinde. Ikke af lyst men for ydmygelse, varig skade og hendes frygt for kaos.

Ville voldtage en mand. Slet ikke af lyst men for min egen selvdestruktion. Kræver mere reb.

Folk synes uinteresserede i hvad jeg foretager mig, så jeg vælger at gøre noget der ikke involverer andre. Lige nu.
Vil skide på anerkendelse eller hjælp fra mennesker jeg har 0 respekt for. Det vil nu sige alle mennesker.

Hvad er kaos? Hvor dybt rækker kaos? Hvor stort er kaos? Noget jeg burde være ekspert i efterhånden men har ingen svar. Ingen forladelse eller håb at hente overhovedet. Fuck af. Der er ingen der skal få lov at prøve at stoppe mit kaos. Prøv og du vil komme til at fortryde det. Jeg husker alt, var der en der sagde. Det er nok rigtigt, jeg kan i hvert fald ikke tilgive. Det er ikke en evne jeg besidder. Kaos er ikke tilgivelse.

Døgnet har 1 time. Resten er spild. Forventningerne er sat udover tid. Der er så mange forventninger hver dag at en måned ikke var nok. Langt fra. Jeg ønsker at dø, alene, fordi alle jeg har dræbt først ikke tilgiver mig heller.

Så hvad er pointen. FORTÆL MIG NU OM DEN FUCKING POINTE IK? Jeg venter.







Alene.