Læs dagbog

For to år siden faldt jeg ned i et sort hul. Siden da har der været en del op og nedture. Jeg sidder nu i sofaen og erkender at jeg er kommet for langt ned i det sorte hul igen og at jeg har brug for hjælp til at komme op igen. Så dette er første skridt.

Jeg havde i dag første arbejdsdag efter juleferien. Jeg havde egentlig reserveret en dag mere til ferie, men meget af ferien har jeg brugt på at sidde på sofaen og have dårlig samvittighed over alle de ting jeg burde gøre i lejligheden. For at undslippe endnu sådan en dag, besluttede jeg mig derfor for at tage på arbejde i dag.

Det meste af natten og hele morgenen brugte jeg på at være nervøs. Kan jeg nu også huske hvor jeg slap de forskellige opgaver og løser jeg dem så godt nok? Er min chef og kollegaer tilfredse med mit arbejde?
Er jeg selv? Arbejdsdagen blev ikke bedre og tankene kredsede kun om en ting: Jeg gider ikke det her! Jeg har ikke lyst til at være her og jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til det her arbejde.
Som sædvanlig kunne jeg ikke koncentrere mig og jeg fik næsten ikke lavet noget. Endnu en usuccesfuld dag på kontoret.

Jeg hader nytåret! Det minder mig bare om at det sidste år har været endnu et år i sygdommens tegn og det næste bliver nok ikke anderledes. Det største spørgsmål jeg konstant stiller mig selv er, slutter det nogensinde? Vil jeg komme op af hullet og vil jeg kunne komme videre med mit liv?