Læs dagbog

Jeg er dårlig til small-talk. Ofte i hvert fald. Jeg ligger på briksen hos fysen, og der er bare tavshed. Så begynder han at snakke om vejret, og jeg følger trop. Men det er så intetsigende. "Bare der kom lidt varme igen". "Vi har da fået meget regn nu". Osv. Og det er fra os begge to. Ind imellem får jeg spurgt lidt til knæet, og han forklarer og forklarer, og jeg husker intet bagefter. Jeg er virkelig dårlig til de her "tvungne" situationer. Nå, men sådan er det måske bare. :) Jeg kan have det på samme måde på værestedet, hvis vi kun sidder et par stykker sammen, og den anden måske heller ikke siger så meget. Eller med mine forældre. Jeg må øve mig. Her hvor jeg bor, står der en bænk, og der sidder tit to ældre mænd, og den ene vil gerne snakke. Jeg gør det nogle gange, men igen føler jeg mig sådan lidt kedelig. Ja, jeg er bare ikke god til det. Jo, nogle gange, andre gange ikke.

Skovtrolden, ja hvor er det farligt med den vægt. Man kan så hurtigt blive fanget. Jeg ved, du har ret i dine betragtninger omkring vægtstigning, men når jeg vejer mig, er al fornuft væk, og jeg bliver bare sur. :) Jeg burde også lade være med at veje mig så ofte, men jeg bliver nærmest draget mod den skide vægt.

Ette, hvor lyder det hyggeligt med dine ture med P. Sommerhus, fedt! Du er da total modig og kaster dig bare ud i alt muligt. Er det ikke skønt! Ja, jeg kan også have det svært med udsendelser, der går tæt på noget, jeg selv kæmper med, så jeg forstår dig godt.

Åh, der var en elev på værestedet, og hun og jeg snakkede om et eller andet med mad, og hun kom med den velkendte, "du kan jo tåle det". "Nej, det kan jeg da ikke, jeg tager da også på". "Jamen, det kan du da også sagtens". "Nej, det kan jeg ikke". "Siger hvem?". "Siger jeg selv". "Nå ja" - sådan lidt, ja så gælder det jo ikke. Hvorfor gælder det ikke? Jeg må da selv bestemme, om jeg vil tabe mig eller tage på, det er da min krop. Jeg siger jo heller ikke til hende, at hun er for tyk, vel. Jeg hader den slags bemærkninger.