Læs dagbog

Endnu en dag... Jeg har ikke lavet noget, overhoved, jo har fået endnu et par cuts på mine skuldre. udover det har jeg end ikke været uden for en dør. Ingen kontakt til nogen. Jeg ved jeg ikke gør det nemmere for mig selv ved at isolere mig, men jeg er ikke en del af verdenen derude, så hvorfor overhoved forsøge? Ingen synes at vise interesse for mig. Forleden da jeg havde det rigtig skidt, spurgte jeg om hjælp fra en veninde. Jeg fortalte jeg overvejede selvmord, havde cuttet og lige havde været igennem en vrangforestilling. Hendes reaktion var som var hun ligeglad. Sådan opfattede jeg det. vi endte med at snakke om hendes problemer. om hvorfor hun kunne være lidt stresset. Jeg er måske lidt egoistisk, men jeg havde det virkelig dårligt og havde brug for at snakke om det, og synes ikke det var i orden af hende. det hjalp ikke på mine tanker at skulle være den der blev glemt og være skuldrene man kunne græde på. Da jeg kom hjem igen indså jeg mine venner og familie ikke har interesse for at hjælpe mig, de er bare ud efter at udnytte mig. De sidde sikkert alle og griner over hvor nemt det er at få mig til at gøre alt for dem. Jeg er dum nok til at falde for det, fordi jeg ikke vil være alene... Min behandler siger det er en vrangforestilling men beviserne peger på det modsatte. Måske hun vil lade mig blive i rollen som den der bliver udnyttet.. Det gør ondt når verden er imod en. Om det sandt eller blot min sygdom der leger med mig ved jeg ikke. Men jeg kan ikke lade vær med at føle det er sandt..