Læs dagbog

Jeg mødte en fyr i byen for et stykke tid siden og han spurgte så om vi skulle drikke en øl sammen til en fest. Jeg sagde ja og tog glad afsted. Jeg glædede mig faktisk. Det var så en lille komsammen viste det sig. Det startede med det bare var ham og en af hans venner og det var hyggeligt nok. Senere kom så 2 af deres venner. Så ændrede det hele sig. Ingn ville tale til mig eller sidde ved siden af mig. Jeg blev ignoreret. Jeg prøvede at starte samtaler op men fik blot korte svar tilbage man ikke kan bygge videre på. Jeg sad så der som en idiot. En asocial idiot. Som om jeg ikke burde være der, eller de ikke gad have mig der. Det endte med jeg skrev til en veninde at hun skulle ringe og lade som om det var en nødsituation hvilket hun så gjorde. Og jeg kunne smutte.
I dag føler jeg mig som en idiot. Jeg prøvede og jeg fejlede. Det er hvad jeg får for at prøve. Verden er virkelig ude efter mig, den vil ikke have jeg skal have det godt eller passe ind. Jeg har mange tvangstanker og kvalme af alle de tanker. Jeg er ked af det og har mistet modet på at forsøge igen. Er bange for de gennemskuede mig og så jeg løg om at min veninde var i problemer og de så griner af mig og bagtaler mig. Ved jeg burde være ligeglad og jeg prøver også at være det, men kan ikke.
Jeg er vred på mig selv fordi jeg ikke bare indser at jeg aldrig vil passe ind, aldrig være en del af noget. Er så ked af det. Jeg troede lige jeg havde chancen for at få lidt glæde, men verden væltede mig ned, igen. Det føles som om jeg er en stor joke. Tror jeg kan blive glad og hver gang jeg føler lidt glæde, væltes jeg og ydmyges. Jeg er så træt af det. Har mistet lidt modet på at forsøge igen og livet siger mig ikke så meget mere. Hvis det her er min skæbne er jeg ikke sikker på hvorfor jeg fortsætter.