Læs dagbog

Arbejdet er startet op igen...
Det var en frygtelig dag, fyldt med rod og uro. Jeg måtte gå ud og samle mig for at komme ind igen og tage fat.
Jeg følte mig helt slået ud og sad med en knude i maven da jeg kørte hjem.
I dag var det bedre, der var ro styr på det, gamle kollegaer der kom over og gav et kram og roste mig for at holde ud igår.

Jeg har snakket med en god ven i dag. En der spurgte hvornår tiden er inde til at det er tid til mig, tid til at jeg kommer først og gør nogle ting for mig.
Han ville hjælpe og han forstod ikke hvorfor jeg var så svær at hjælpe.
Jeg har altid gjort noget for andre, hjælper hvor jeg kan. Tager mig af hjemmet og ungerne, finder mig i ikke altid at blive taget med på råd. Finder mig i at være såret, når der lige pludselig sker ting som ikke er ventet.... når ting jeg skal foretage mig helst skal være ventet og planlagt.
Jeg føler mig revet i af mange siden. Manden der vil mig, ungerne der vil mig, arbejdet der vil mig og mine venner der vil mig. Jeg ved dog ikke helt når jeg tænker hvor meget jeg vil dem...
Jeg elsker mine børn, men jeg mangler støtte fra manden. Han forventer jeg kan alt og gør alt. Ungerne nyder jo at mor nok skal hjælpe, for det er det mor kan.... men lige nu kan jeg virkelig mærke at jeg mangler en der vil hjælpe mig...