Læs dagbog

"Hvis du ikke kan ikke kan holde din del af aftalen og skader dig selv, så skal du tage ud på psykiatrisk, for her vælger vi livet"

Var hvad min psykolog sagde til mig igår. Hvad han ikke ved er at jeg har skåret i mig selv, siden jeg begyndte at gå hos ham. Hvis jeg fortæller ham det er jeg uden hjælp og har kun psykiatrisk tilbage og tvivler på at de tager mig seriøst (gjorde de ikke sidste gang).

Jeg føler mig presset op i en krog og min psykologs "trusler" hjælper slet ikke på det.

Faldt først i søvn kl 5 i nat, havde en knugende smerte i mit bryst, depressiv. Nogen gange virker mit liv bare som en parodi på et liv. Jeg fungerer overhovedet ikke! Jeg kan ikke sove ordenligt, jeg kan ikke følge med i mine studier (jeg aner ikke hvornår jeg sidst var der), min hukommelse er frygtlig; jeg aner ofte ikke hvad jeg har lavet eller hvilken dag det er, kan ikke kontrollere mit alkoholforbrug og alle selvmordstankerne

men jeg må ikke få hjælp. Jeg har det åbenbart ikke dårligt nok. Overlever jeg virkelig 11 måneder? Hvorfor skal jeg leve med smerten...