Læs dagbog

- Er ordene min kæreste netop har ytret flere gange i streg i det samme vredesudbrud.

"Jeg er udbrændt. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Bare lad mig være i fred. Du kan godt finde energi til at spise frokost med veninder og din mor, biografture osv. men der sker ikke en skid herhjemme, for det kan du sjovt nok ikke finde energi til. Jeg har faktisk også et arbejde at passe, så bare hold din kæft med alt det du gerne vil have lavet herhjemme. Jeg er pisse ligeglad. Jeg har et fuldtidsarbejde - du kan ikke engang finde ud af at gå i skole. Bare lad mig være i fred. Og de katte der? -Jeg er pisse ligeglad med dem. Jeg er skide ligeglad med, hvad du laver af planer. Jeg er skide ligeglad med det hele lige nu. Jeg er træt. Træt af det hele. Bare lad mig være i fred!"

- Det var nogenlunde, hvad der blev ytret. Og nu er han gået. Med rygsæk på ryggen, som jeg ikke ved hvad indeholder, er han gået. Han sagde, at han ikke er ved at gå fra mig, men at han var nødt til at gå og få luft. Om han overnatter et sted, ved jeg ikke - jeg ved ikke, hvad han har i rygsækken.

Og her sidder jeg så... Chokket over vredesudbruddet, men egentlig ret... Tom... Jeg er selvfølgelig trist, men egentlig er jeg mest trist over, at han er så udkørt og presset. Og at det er mig der kører ham derud, fordi jeg ikke kan finde ud af noget selv. Jeg er egentlig bare ked af, at jeg er sådan til besvær. Men dette kan jeg jo heller ikke ytre, for så får han dårlig samvittighed, og så får han det endnu mere skidt. Bruger endnu flere kræfter, som han ikke har på at holde mig kørende.
Vi sidder fuldstændig fast lige nu. Og jeg er bare så ked af, at jeg gør hverdagen svær, og at jeg er sådan i vejen og en klods om benet på alle.

Måske skulle jeg bare forsvinde? Måske folk så blev gladere, når de ikke har mig at tænke på længere og tage hensyn til? Måske er det bedst, hvis jeg forsvinder fra jordens overflade. Bare... Fordufter. Som om jeg aldrig har eksisteret.