Læs dagbog

Jeg var den der holdt festerne. Jeg var den hvis hjem altid stod åbent. Jeg var den som vennerne kom til for råd og vejledning. Jeg var aldrig alene.
Jeg var en af dem.

Nu er jeg mest alene. Min dør står sjældent åben. Jeg har hverken lysten eller overskuddet til at rådgive og vejlede, for jeg kan knapt nok rådgive mig selv.
Jeg er ikke rigtig en del af deres liv længere.

De prøver at få mig med og jeg prøver at tage mig sammen og komme afsted. Men ligegyldigt hvor meget jeg savner det - hvor meget jeg har brug for det - så er det nogle gange så svært, at komme ud af døren og faktisk lave noget ... for nogle gange kræver det alt i mig og jeg kan ikke altid samle mig om det.

Dem omkring mig som faktisk prøver at forstå mig, prøver at sætte sig ind i det og prøver at acceptere det. Det er dem jeg føler at jeg svigter allermest.
For det er dem som giver mig plads og tid og rum til at komme mig ... og derfor er det dem jeg gerne vil gøre en ekstra indsats for - og for mig selv selvfølgelig.

For jeg savner mig selv. Jeg savner at være en af dem. Jeg savner at have en historie at fortælle og ikke mindst, et liv at leve.