Læs dagbog

I dag fandt jeg mine udtagelses papirer frem fra efterskole, hvor der stod jeg havde et dejligt smil.. lækkert.. Det gjord mig glad.

Præcis, som jeg er blevet komplimenteret for. dejligt.. En pige med massere af gåpåmod, og som vil sine medmennesker det allerbedste.. OG det er ligepræcis det jeg har, og vil..

Jeg vil kæmpe for dem, der har det svært - jeg vil gøre en forskel.. Men det bare svært, når man ikke tør - fordi troen på sig selv er relativ lavt til tider.

Jeg vil hjælpe, snakker eller hvad der nu skulle være brug for.. Men det som om, alle tror jeg er en indelukket person, der ingen vil.. Men det jo også lidt svært.. Hvis man som mig ikke tør tage en chance blandt, andre jeg kender - med mindre de er fremmede.

I kender vel det med, at være bange for at blive afvist.. Netop..

Følelserne...
Desværre er mine følelser omkring D. dukket op. Sikke et fjols. Men det måske fordi, han træner den sport, som jeg altid, siden jeg var 10-12 år har haft ville gå til.. Ligesom min far og storebror gik til en sport - og var super seje til det. Hvad fuck sker der for mit følelses registre? Falder vidst kun for de typer - som tror de noget.. I forhold til realiteten, eller så er der bare noget galt med mig.

- Jeg er helt ude af den! eller hvad? Men gymnasiet start om lidt, og jeg glæder mig rent faktisk til at starte i skole... Det er nærmest første gang, foruden efterskolestart... Glæder mig bare ikke til festen fredag.. Fordi.. Jeg har dårlige erfaringer med det.. og så dog.. Det bliver FEDT! Det tror jeg.. Det kræver bare, jeg tør være modig.. Glemme det gamle, trække vejret, og se nye muligheder... Men det jo altid lettere sagt end gjort..

Sommerferien har været VILD forfærdelig..
Jeg har ikke lavet en skid - hvis jeg har været heldig har jeg været på arbejde fra 07-19... eller være ensom, og på en måde trist..

Heldige ting: Ventilen 2 gange nogle timer. Kusine overnatning et par gange.. Men ud af 6 uger?! Hvor man ser alle tager på ferie i uger, fester, nyder deres venners selskab, griller, osv... Så sidder JEG fortabt hjemme i SOLSKIN - og har lyst til at gå amok.. Fordi vi heller ingen bil har længere, eller jo men kun 1, som min far skal bruge hverdag.

Så typisk at de latterlige selvmords tanker.. Dukker hist og pist op igen.. De skal ikke kontrollere mit liv - og det kommer de heller ikke til - som før. Det slut. For jeg noget så langt i min udvikling at det aldrig kommer til at ske mere!

Ensomhedensdæmon...

Men hey - jeg var ude løbe i dag.. Jeg føler faktisk endelig motivationen til at tabe mig er der.. Men motivationen kommer fra uventet personer, der dukker op i min tankegang..

Måske overordnet negativt - men det føles tildels positivt for mig - jeg er på vej til at vær den jeg altid har følt jeg er - selvom der er langt vej - så er jeg noget et godt stykke..