Læs dagbog

I dag havde jeg endnu et ubehageligt møde med svigerfamilien hvilket fik mig til tasterne. Jeg tænker at nedskrive mine tanker an være en hjælp til bearbejdning af følelserne.

Du sårede mig, du trampede på mig, du tog mit tilbageværende selværd. Muligvis tænker du ikke over hvilken konsekvens det havde for mig og stadig har den dag i dag. Du gjorde det sikkert i din bedste mening, hvordan det end er muligt. Men jeg har brug for at nedskrive hvilke spor det har sat i mig og hvilken ubehag der stikker i mig når jeg ser dig, hører dig, tænker på dig. Jeg ved stadig ikke hvorfor du tog den beslutning du gjorde og måske er det det som tynger mig allermest. Jeg har aldrig fået et svar, en forklaring på du vendte dig imod mig, en pige som du knapt havde mødt. Du havde truffet din beslutning. I dag står jeg stadig med et stort spørgsmålstegn omkring det, var det mig som person, mit udseende, min væremåde, mine fejl? Hvad handlede det om? Jeg ved det ikke og det er svært at komme videre i uvished..
At du så ingen gang i dag kan tage godt imod mig, snakke med mig og få mig til at føle mig velkommen i dit hjem er endnu en nedslående faktor for mig. Du viser ingen interesse, jeg er nærmest som luft for dig. Er du klar over hvor smertefuldt det egentlig er? Jeg kæmper hver eneste besøg med min depression, min angst og frygten for at blive stemplet og dømt for den jeg er eller endda den jeg ikke er fordi jeg ikke får muligheden for at vise dig den ægte mig. I dit selskab bliver jeg en anden, en lille svag og usikker pige uden karakter. Jeg fordømmer mig selv hver gang hvorfor jeg ikke kan være stærkere, kan jeg ikke bare tage initiativet, snakke, vise dig hvem jeg er. Men jeg er simpelthen for bange.., skræmt af dig og din mening....