Læs dagbog

Hejsa til alle de, som kan huske mig fra tidligere. Jeg har ikke selv nogen fornemmelse af, hvor længe jeg har været væk fra siden, men det nærmer sig vel 1-1½ år?

Jeg har brugt det sidste 1½ års tid på at passe og pleje min kræftramte og demente far, som gik bort sidste måned. Først boede han hos min mand og jeg i 9 mdr., indtil han blev for dement til at være i hjemmet. Så kom han på et plejehjem 10 min. fra, hvor vi bor og jeg besøgte ham hver dag.

I efteråret fik jeg en deltidsstilling hos ECCO, men der var næsten aldrig noget at lave = ingen kunder i butikken. Så stod jeg ofte der fra åben til luk og tænkte: "Hvad faen laver jeg egentlig her, når min far ligger for døden og jeg hellere vil være hos ham?!". Derfor sagde jeg op og jeg er rigtig glad for min beslutning. Min far og jeg nåede at få mange dejlige stunder sammen og jeg var hos ham, da han åndede ud. De fleste dage have jeg de to store hunde med, som han kaldte for sine terapihunde og jeg har det rigtig godt med, at efter et helt liv med ballade mellem os, blev det et smukt sidste kapitel, efter han flyttede herop fra Sønderjylland. Han døde, mens han kiggede mig i øjnene velvidende, at han var elsket. Den sidste dag havde han så mange smerter, at jeg ikke kan beskrive det bedre, end at han græd og lå og bed i sin dyne. Jeg tiggede og bad personalet om at give ham mere og mere morfin og det var nok det, der endte med at tage livet lidt hurtigere af ham. Han var erklæret terminal og ville være død uanset hvad indenfor få døgn, men det var alligevel lidt grimt på en måde at være "skyld" i det. Men det blev gjort af kærlighed og jeg kan ikke forestille mig nogen ville gøre det anderledes, hvis en de elskede lå og led på den måde. Da han var væk, hjalp jeg med at gøre ham klar dvs. vaske og iklæde ham tøj og så senere bære ham over i kisten. Det var lidt en brutal oplevelse, for da de tog kateteret ud, væltede der ca 1 liters tykt blod ud af hans penis. Så stod jeg og tørrede det op med håndklæder og skiftede hans stomi en sidste gang - fuldstændig absurd oplevelse!

Savnet efter min far er enormt. Jeg var jo som sagt derude hver dag, så han var blevet en fast del af min hverdag, som nu ikke er længere. Jeg forsøger at finde et arbejde igen, for det har jeg brug for. Uden struktur i hverdagen, går jeg lidt i dvale og har kun halv så meget energi som ellers. Lige her og nu kan jeg overskue at lufte hundene, lidt husligt arbejde og familien. Mange weekender går jeg i byen, fordi jeg har brug for at komme ud og slå hjernen lidt fra og bare more mig og så ser jeg mine veninder der.

Vores hundeflok er skåret fra seks ned til de fire, det er tilladt at have. Efter min fars død, havde jeg ikke overskuddet længere. Jeg havde kørt på fuld blus i 1½ år med hovedansvaret for både hundene og ham og pludselig var tanken bare tømt. Men de to der er blevet omplaceret har det faktisk bedre i deres nye hjem, end de havde her i så stor en flok. Jeg følger med på sidelinjen og jeg er så stolt af dem <3

Nogle husker måske, at jeg havde et meget turbulent forhold til min søster - det forhold er der kommet fuldstændig ro på. Jeg prioriterer mit forhold til hendes børn og forventer ikke som tidligere en masse fra hende og således går jeg ikke og bliver skuffet. Hun sætter omvendt pris på det vi kan give hendes børn i form af kærlighed og oplevelser og det harmonerer.

Forrige år slap jeg af med min bipolare diagnose og det tog ca 8 mdr. at trappe ud af medicinen. Siden har jeg fået det meget bedre, så det var lige ti år på forkert medicin - oh well. I stedet for at være bitter over en fejldiagnose, vælger jeg at være taknemmelig for, at fejlen blev opdaget. Depressionerne er pist væk, men angsten slås jeg stadig en smule med, uden at det er invaliderende. Jeg er helt ude af psykiatrien og har været det længe. Men jeg overvejer lidt terapi her efter min fars død. Sorg kan man altid bruge en hjælpende hånd til og jeg vil egentlig også gerne snakke om min borderline diagnose. Jeg vil nok gerne udredes igen, for jeg mistænker lidt, at den ikke er relevant længere og egentlig bare står i skyggen af min ADHD, som jeg til gengæld ikke er i tvivl om, at jeg har.

Jeg sender jer en masse god energi og håber i har det okay derude <3

Kram
A