Læs dagbog

Kom på åben afdeling og fik lovet udgang uden ledsagelse. Da jeg så ville benytte mig af den, trak de det tilbage igen fordi jeg virkede som om at jeg havde det værre og fordi jeg ikke ville have besøg af min mand eller deltage i mit orkester, hvilket jeg ellers plejer.

Hold kæft jeg blev gal!!!! Gik i seng og nægtede at kommunikere med nogen og slukkede min mobil. Tankerne kørte med 230 km/t og som sædvanlig blev min forløsning selvskade.

Knækkede endnu en stump af et make-up spejl og tog denne gang det højre håndled, som ellers har været uberørt. Fik lavet nogle ubetydelige lodrette streger og et 3 cm lang og dyb vandret hul. Vaskede blodet af og lagde en serviet under såret så jeg ikke svinede lagenet til.

Så kom manden min alligevel på besøg - jeg ignorerede ham - havde ikke overskud til forklaring eller diskussion. Han opdagede selvfølgelig den tilblødte serviet og tilkaldte personalet og så var fanden ellers løs i Laksegade.

Først min kontaktperson, så sygeplejersken og så lægen, som mente det skulle syes. Gad bare overhovedet på Skadestuen og gad slet ikke snakke eller tage noget beroligende. Da lægen spurgte hvad han kunne gøre for at hjælpe mig, svarede jeg ironiske at han give mig 50 panodiler - det var trods alt en fordobling af sidste overdosis. (Hurra for borderline). Det kunne han selvfølgelig ikke gå med til og blev ved med at fortælle om alle farerne ved ikke at få det syet.

Da han gentog samme advarsler for 3. gang knækkede filmen fuldstændig for mig - gik ud af døren (var jo på åben afd.) med manden halsende efter mig - personalet må ikke gøre en skid, så jeg endte med at bokse rundt med manden indtil en vagt på området kom og hjalp ham og han ringede 112.

Politiet kom og jeg blev ført til den psykiatriske skadestue. Mit sår, som havde fået et kæmpe plaster på blødte igennem da de var nødt til at holde mig i førergreb for at få mig med - var i øvrigt i strømpesokker, hvilket var pænt koldt.

Jeg forsøgte at komme ud af lokalet et par gange, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre - stædige rad. Min yndlingskontaktperson fra den lukkede kom ind og efter 20 minutter lod jeg mig overtale til at komme med ind på den lukkede med lovning om at jeg ikke ville komme til at ligge på gangen eller i mødelokalet.

Endte alligevel i mødelokalet - det er virkelig også nogle syge mennesker, som er på den afdeling. Fik 4 mg Temesta, som jeg blev pænt bedøvet af - havde heller ikke spist i over et døgn, så kunne ikke engang gå lige den efterfølgende morgen.

Er nu tilbage på åben afdeling, har fået lagt behandlingsplan og har spillet et par koncerter på ledsaget udgang.

Ved sgu ikke helt, hvad jeg skal mene om det hele - vil supergerne kunne deltage i koncerter, så holder facaden oppe, men straffer mig selv ved at undlade at spise. Har siden i tirsdags spist 1 banan, 3 æbleskiver, 2 pebernødder og en pose slik. Gad vide hvor længe jeg kan holde den kørende.

Sover stadig ikke igennem og måtte ikke engang få en oxapax da jeg vågnede 0430 og ikke kunne falde i søvn igen. Skal til endnu en undersøgelse i morgen, så skal tidligt op.

Er pænt træt nu, men tænker det er for tidligt at lægge sig til at sove og har tusind tanker, som jeg ikke kan sætte ord på og er selv i tvivl om, hvordan jeg egentlig har det bortset fra at jeg er lidt svimmel ind i mellem, men sørger dog for at holde væskebalancen nogenlunde i orden, selv om det sikkert ikke er nok kun at skulle tisse 2 gang om dagen.

Åhhhhhhh hvor jeg dog vil ønsker at jeg kunne resette hovedet og bare blive den person, som jeg engang var og ikke skal blive ved med at blive konfronteret med fortidens spøgelser, som de hele tiden spørger ind til.

Det blev en lang omgang - sorry, men det hjælper mig til at holde mig nogenlunde normal at få det på skrift. Er så ked af den belastning jeg er for min mand og familie - kan næsten ikke være i mig selv, når den dårlige samvittighed og selvbebrejdelserne står i kø for at give mig et dyk.

Kan sgu ikke holde til flere nedture!