Læs dagbog

Jeg er så tom og nærmest følelseskold. Jeg savner hverken mand eller børn, når de ikke er hjemme, men er samtidig så ked af at jeg intet føler. Hvis der endelig viser sig en følelse, er det irritation - flot!

Min sidste indlæggelse var frivillig - ta da. Burde glæde mig over, at jeg ikke nåede til det punkt, hvor man ikke kan nå mig, men er i stedet bare skuffet over endnu en indlæggelse.

Jeg synes det er svært at finde troen på, at det bliver bedre. De gode dage findes, når god defineres som =ingen selvmordstanker. Men hvornår kommer glæden og overskuddet?

Min eneste grund til at blive ved med at kæmpe er familien, men skal man absolut blive ved med at kæmpe for deres skyld, når man føler det er ulige og uværdig kamp?

Er det for meget at forlange, at jeg gerne vil finde mig igen? Hende med overskuddet, glæden og evnerne til at fungere. Åbenbart.

Så tom, tom, tom :-(