Læs dagbog

Prøvede virkelig alt hvad jeg kunne. Kriseplanen blev fulgt og færdigheder afprøvet, men alt var bare sort og nyttesløst.

Ringede til min kp og blev enige om, at PAM nok var det bedste. Blev alligevel ramt af håbløsheden og samlede en cocktail af piller på bordet foran mig.

Skyllede bunken ned med Cola. Ventede 1/2 time og konkluderede, at det var åndssvagt og stak en finger i halsen.

Tog på PAM og da de fandt ud af pillestuntet skulle jeg på FAM. Regnede med at det bare var en formssag - en blodprøve og så tilbage på PAM.

Men nej man behandler på vital indikation så der blev sat kul frem og skulle også på nac drop. Fandens også - det havde jeg ikke overskud til. Nægtede trods overlægens pæne forklaring. "Skal du lige have tid til at tænke over det?" spurgte han. "Ja tak" svarede jeg og listede ud fra FAM 15 minutter senere.

Ja ja - jeg ved godt det var åndssvagt og endnu mere sygt, at jeg nærmest nød denne lille sejr. Det var knapt så sjovt at blive "fanget" på stationen og kørt tilbage til FAM i en patruljevogn.

De to kvindelige betjente insisterede på at holde ved mig, hvilket jeg syntes var pænt irriterende. Og da jeg for femte gang vristede mig løs, røg jeg i håndjern. Ret trælst.

Tilbage på stuen jeg var stukket af fra - nu i håndjern var det forudbestemt hvad der skulle ske. Røde papirer - så tvangsindlagt, tvangstilbageholdt, tvangsmedicineret, fuld fixering og fast vagt selvfølgelig.

Slap ud af bæltet efter 5 timer og lovede at opføre mig pænt. Selvfølgelig fortsat med fast vagt.

Resten er historie. Blev udskrevet lørdag ved middagstid så knapt 48 timer. Var ikke helt på toppen men turde slet ikke tænke på, hvad jeg kunne finde på, hvis de fortsat ville beholde mig.

Hvad så nu?

Tom, irriteret, følelseskold, ambivalent, træt, vred, skamfuld, trist.......
Fandme en lortesygdom!!!!