Læs dagbog

Jeg er nu indlagt på akutafdelingen, fordi der ikke var flere sengepladser på afsnittet. Jeg blev udskrevet d. 7. december efter at have været indlagt med depression i 4 uger. Eller de tror ihvertfald, at det var depression. De mente at jeg var atypisk i min depression, hvorfor de også tænker at angst er en stor komponent i det hele. Da jeg var indlagt i 4 uger, kunne jeg i slutningen af indlæggelsen faktisk godt mærke mit gåpåmod. Jeg følte mig virkelig klar til at komme ud og arbejde videre med angst og depression. Men allerede efter at have været udskrevet i 24 timer, var jeg helt nede i kælderen igen. Håbløs, angst, tankemylder, selvmordstanker... Hvad fanden skete der lige? Pga. coronarestriktioner, kan man ikke længere komme på hjemmebesøg under indlæggelse, så man kan vende sig til at være ude i verden gradvist. Man bliver simpelthen bare kastet ud. Er det derfor min krop reagerer sådan? Eller er min depression bare ikke blevet behandlet?

Jeg kan slet ikke mærke mig selv. Jeg føler mig bare tom. Jeg kan ikke mærke kærlighed, og jeg føler mig fanget inde i mit eget hoved. Mens jeg ligger her på akut, ved jeg rationelt, at jeg normalt ville være utryg ved at være her, men jeg er bare så ligeglad. Simpelthen så ligeglad. Det er en forfærdelig følelse.

Jeg har været på Cymbalta 60mg i 4,5 uger nu, og jeg mærker ingen forskel overhovedet. Så virker det vel ikke? Så snakker de om at sætte medicinen op, men det kommer jo heller ikke til at virke.

Sidste gang jeg var syg i 2017, kunne jeg finde styrken til at arbejde mig gradvist ud af det, men denne gang kan jeg slet ikke finde den mentale kapacitet.

Hvorfor var jeg ok under indlæggelsen, men fik det SÅ meget værre efter jeg kom ud? Har jeg presset mig selv for meget under indlæggelsen?
Var det et chok at komme ud?

Jeg er bange for at jeg skal leve mit liv på psykiatrisk hospital, hvis jeg ikke snart får det bedre. Jeg er 100% udenfor funktionsdygtighed.