Læs dagbog

Jeg spænder i hele kroppen, ligger fuldstændig stille i mørket. Jeg kan høre at der er nogen udenfor min hoveddør, de banker ikke på, men de er der, det kan jeg høre. Jeg kan ikke bevæge mig, ligger fuldstændig stiv i min seng, spænder i hele kroppen. Nu kan jeg høre at der står nogen udenfor mit soveværelse, mine øjne flytter sig ikke fra det tynde sorte rullegardin, jeg kan se at de flere gange forsøger at lyse med en lommelygte ind af vinduet, de kan ikke se mig pgr af rullegardinet, men jeg kan helt sikkert se dem, nu gik de derfra, og igen kan jeg høre at de er inde i min baggård, ved min hoveddøre. Jeg kan høre at der bliver fumlet med en masse ting, kan høre bump, de bruger noget elektrisk værktøj, det lyder som en boremaskine, eller måske er de ved at skrue nogen skruer ud, nok fordi de forsøger at komme ind af min dør. Jeg kan igen høre fodskridt, og jeg er virkelig virkelig bange. Jeg forsøger at rejse mig fra sengen, så jeg kan gå derud og se hvad der foregår, men jeg kan ikke, min krop reagere ikke, jeg ligger bare fuldsændig stiv i sengen, har en kæmpe knude i maven, mit hjerte hamrer afsted og jeg har koldsved..

Endelig lykkedes det mig, at få min krop til at samarbejde, jeg rejser mig fra sengen og bevæger mig langsomt ud mod badeværelset. Lyset i min baggård, er som altid tændt om natten (det har jeg valgt at det skal være, fordi så er jeg sikker på, at jeg altid kan se om der er nogen derude, jeg kan slet ikke finde ro til at falde i søvn om aftenen, hvis det lys ikke er tændt) Jeg står stille i gangen og stirre ud af vinduet i døren, det er matteret glas, så det er lidt sløret, jeg tør godt kigge ud, for jeg ved, at når der er mørkt inde i gangen, så kan man ikke se at jeg står derinde. Jeg syntes hele tiden, at jeg ser nogen bevæge sig derude, det er en person klædt i sort, det kan jeg i hvertfald se, men det er som om at han gemmer sig .. Ved han mon at jeg står der ?! Jeg bliver svimmel og føler at jeg er ved at besvime, så bange er jeg.

Så jeg er nødt til at gå tilbage til min seng, jeg har brug for at ligge ned, min krop er så anspændt at jeg har svært ved, at vurdere om der måske er ved at ske noget alvorligt med mig..

Jeg ligger igen i sengen, og bevæger ikke det mindste, er nødt til at ligge fuldstændig stille, så jeg kan høre om de stadig er derude.. - Nu hører jeg igen en lyd, denne gang er det ude fra terrassen det er helt tydeligt for mig at høre, jeg kan høre at de flytter rundt på de ting, som står derude, jeg kan også høre, at der bliver fumlet ved terrassedøren, igen kan jeg høre skruelyden. Jeg er nu så skræmt, at jeg helt panisk vækker min kæreste, som ligger ved siden af mig og sover. Jeg får sagt, at jeg kan høre noget, først forsøger han at berolige mig, ved at sige, at det tror han ikke at der er, og at jeg skal forsøge at sove. Men han ved godt, at så let er det bare ikke. Han rejser fra sengen, og går en runde i lejligheden, ruller gardinerne op og kigger ud, åbner dørene til samtlige rum i lejligheden, hvorefter han kommer tilbage i sengen og gør klart for mig, at der VIRKELIG ikke var noget derude.

Jeg VED det godt, jeg ved godt at jeg angst, og jeg ved godt, at det her er en af de måder, min angst viser sig på. Men for mig er det FULDSTÆNDIG VIRKELIGT imens det står på, jeg kan ikke selv styre det, jeg kan ikke overbevise mig selv om, at det "bare" er min angst der spiller mig et puds, for det er så virkeligt imens det står på, at jeg hver eneste gang, er fuldstændig overbevist om, at denne her gang, så er det alvor, denne her gang, så er der virkelig nogen derude.

Jeg ved ikke hvad det er jeg er så bange for, jeg ved ikke hvem det er, jeg tror der er derude, jeg ved ikke hvorfor de skulle være derude, og jeg ved ikke hvad de skulle ville mig, hvis de kom ind .. JEG VED DET IKKE ..


Men jeg ved, at alle de lyde jeg har lagt og været skræmt over, stammer fra blandt andet køleskabet, som står i køkkenet lige ved mit soveværelse. Lydene jeg kan høre fra baggården, er ofte regn der står lige ind mod hoveddøren. Personen som jeg syntes jeg har set igennem vinduet, er den sorte skraldespand som står ved siden af min dør. Hvis der endelig er nogen udenfor mit vindue, så ved jeg egentlig godt, at det er fordi jeg bor i en lejlighed der ligger ved jorden, jeg bor ret centralt og folk går f.eks denne vej, hvis de har været på værtshus og skal hjem, det ved jeg fordi for enden af min vej, er der en stor boligblok, hvor der bor en del mennesker, så de går den vej om aftenen/natten når de skal hjem fra byen. Det lys jeg fornemmer ind igennem vinduet, er min angst, når først min krop og mit hoved er kørt helt derop, hvor jeg har mistet kontrollen fuldstændig, så banker mit hjerte så hurtigt og så hårdt, at ofte, så er de fodskridt som jeg kan høre, faktisk mit eget hjerteslag. Og når det kommer helt her til, så ved jeg godt, at det er min panikangst som er i "udbrud" og det gør ofte, at jeg både fornemmer skygger og lys der bevæger sig, både inde i lejligheden og udenfor vinduerne.

Problemet er bare, at imens alt det her står på, så mister jeg kontrollen over mig selv, jeg mister evnen til at tænke klart og det er på ingen måde muligt for mig, at berolige mig selv eller overbevise mig selv om, at det "bare" er angsten, og at der slet ikke er noget -

FOR MIG ER DET VIRKELIGT - HVER GANG !!


Sådan en nat som jeg lige har beskrevet, har jeg haft i nat, det er desværre sådan mange af mine nætter er. Jeg vil tro, det igennemsnit sker 2-4 nætter i løbet af en uge, ofte hver eneste uge, hele året, hver eneste år..

Det er hårdt at leve med angst, men jeg syntes at det som er sværest i forhold til mine nætter, det er, at jeg ikke ved hvad det er der udløser, at jeg får de fornemmelser som udløser angsten. Der har aldrig været noget, som kunne være årsagen, aldrig været udsat for indbrud eller overfald eller andet af sådanne ting, så hvad det er, som har gjort, at mine nætter skal være så hårde, det ville jeg virkelig ønske, at jeg vidste ..

Det som jeg her har skrevet, er bare en af måderne min angst "behandler mig på"
Angsten har en stor indflydelse på mit liv, den gør det meget svært at være mig, og den viser sig desværre, mere eller mindre dagligt, på alle mulige forskellige måder, i alle mulige situationer.
Det tager rigtig meget af ens energi, at leve med angst, energi som jeg i forvejen ikke syntes, at jeg har særlig meget af.

Det er hårdt og det er svært ..