Læs dagbog

I weekenden har vi haft besøg af min kærestes datter på 7 år, hun går til spring gymnastik og igår var der turnering og da hun var hos os, var det os der skulle med hende. Jeg havde besluttet mig for at tage med, fordi det betød noget for hende at jeg også var der, og idet at det kun stod imellem to byer, så tænkte jeg at så slemt kunne det heller ikke være.

Vækkeuret ringede klokken 6, hvilket jeg syntes var ret hårdt, jeg plejer først at stå op imellem 8 og 9, men jeg kom op og igang. Vi kørte hjemmefra omkring 7.30 fordi vi lige havde lidt kørsel og hun skulle være der senest kl 8.15

Vi var der omkring klokken 8 og kæresten og jeg, satte os ind i hallen, imens hans datter gik op til de andre, hvor hun skulle gøres klar, og varme op osv. Vi sad i hallen imens de andre forældre så småt begyndte at komme også, jeg havde det egentligt okay, ingen bekymring eller nervøsitet overhovedet.

Omkring klokken halv 10, rejste alle forældre sig op, der blev spillet musik og alle gymnasterne kom marcherende ind på en lang række efter hinanden. Imens vi står der, får jeg pludselig hjertebanken, ondt i maven og jeg begynder at famle med mine hænder. Jeg har en mani med, at når jeg bliver nervøs, så begynder jeg at knække mine negle af, og pille i skind og neglebånd, det bløder og gør ondt, men jeg kan slet ikke kontrollere det eller stoppe mig selv fra at gøre det. Min kæreste opdager det, og han ved godt hvad det betyder, så han tager mig i hånden, og jeg prøver at fokusere på det, så godt jeg nu kan.

Da alle gymnasterne er kommet ind og der er budt velkommen, så sætter alle sig ned igen. Gymnasterne begynder nu at optræde på skift og timerne går, vi er der fra kl 8 og til klokken er næsten 14, jeg skal allerede ved 11-12 tiden på toilettet, men tanken om at rejse mig, og gå forbi alle de mennesker for at komme ud til toilettet, er så skræmmende for mig, at jeg vælger at holde mig, til jeg kommer hjem.

Det er væmmeligt at jeg skal have det på den måde hver gang jeg er ude blandt andre, det irritere mig og går mig på, at jeg ikke bare kan være i det og hygge mig med det. Kæresten siger flere gange, at han syntes faktisk det er hyggeligt at være med på denne dag, men jeg kan slet ikke følge ham, for det er på ingen måde hyggeligt for mig. Jeg har faktisk siden kl 10 siddet og trippet efter, hvornår det var overstået så vi kunne komme væk derfra, så jeg kunne komme hjem til min base, det sted, hvor jeg vil være i stand til at finde roen igen, og til at kunne slappe af og holde ud at være i mig selv igen.

Hans datter vandt en guld medalje og det er super flot, jeg er rigtig stolt af hende - Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg var i stand til at udtrykke det, i stedet for at jeg skulle have det som jeg nu engang havde det ..

Ville ønske at mit liv blev nemmere, at angsten en dag ville forsvinde helt, men jeg er efterhånden blevet klar over, at det er noget jeg ligeså godt kan vende mig til, at det vil være sådan hele resten af mit liv, og det vil blive ved med at være rigtig svært og sætte en masse begrænsninger, i forhold til hvad jeg gerne vil, og hvad jeg egentligt er i stand til.